Det er jul.

Sidder her, tidlig morgen, på min veranda i min lille bambus hytte, solen skinner og her er nok en 25 grader allerede.  Det er nærmest uvirkeligt men i dag er altså juleaftens dag, jeg er ikke det mindste i jule humør, hvordan kan man blive det når man er omgivet af hvide strande med turkisblåt vand, en stikkende klæbende luftfugtighed, solskin fra en klar blå himmel og over 30 grader dagen lang.  Det lyder som om jeg er utaknemlig, men det er jeg bestem ikke. Jeg nyder hvor jeg er, her er fantastisk og jeg har fundet nogle søde venner som jeg skal fejre julen med i aften

 Men lige nu, lige her savner jeg som en sindssyg min elskede familie. Jeg savner at være i mit barndomshjem, savner at pynte juletræet i mine forældres stue sammen med min søster. Sørge for at vores grimme men meget vigtige julepynt lavet for mange mange år siden, bliver anbragt på træet som altid. Jeg elsker julen, elsker at vores familie er samlet hele dagen. Magnus der er så spændt at han næsten ikke kan vente til aften, heldigvis kan en tidlig julegave få ventetiden til at føles en smule bedre og vi kan bruge et par timer på at lege inden der skal laves mad. I køkkenet er der som regel massere af postyr og travlhed, men stadig med denne helt specielle stemning. Jeg nyder at forberede maden, elsker når stegen i ovnen begynder at dufte, de brune kartofler skal gøres klar, med en masse sukker og smør, langsomt langsomt bliver det smeltet sammen på den helt rigtige måde (tak for tippet søde Mike) og kartoflerne bliver forsigtigt vendt, mens sovsen smages til og resten.. rødkålen, asierne, tyttebærsyltetøjet, de hvide kartofler og alt det andet lækre mad bliver gjort klar og sat på bordet. At sidde der rundt om et smukt pyntet julebord med mor, far, mormor, morfar, søster, svoger og mine dejligste nevøer giver mig den mest varme følelse indeni. Får mig til at tænkte på hvor helt igennem heldig jeg er, at JEG har den bedste familie i hele verden….

Og hvad laver jeg så her.? Langt langt hjemmefra.? Lige nu mens jeg skriver det her har jeg svært ved at finde et svar der er godt nok, der er knuder i min mave af savn og jeg kunne meget nemt lukke mig inde i min lille bambushytte og græde. Men det har jeg slet ikke tid til, for jeg har travlt i dag. Jeg skal nå en smut i vandet inden jeg skal ind til byen og købe en enkelt julegave. Til middag skal jeg ned på vores favorit restaurant og arrangere borde, pynte dem med tingeltangel jeg har fundet bagerst i en lille bitte shop (det er muligvis mere nytårs pynt, men det var alt hvad jeg kunne finde)Vi bliver 18 til middag i aften..! 18 unge mennesker fra forskellige lande over hele verden der samles omkring en enkelt begivenhed, tænk så mange kulturer alt fra Israeler, Svenskere, Amerikaner, Tysker til Vietnameser, Dansker, Tjekker og flere jeg ikke engang ved hvor er fra, kan finde ud af at samles i fred og hygge sig. Det er så specielt for mig at møde folk for hele verden, lære dem at kende og dele min tid med dem. Nogen vil forblive venner i lang tid fremover, andre kun i få dage men alle bliver en del af mig og min rejse. Jeg er her fordi jeg længes efter at se nye steder på vores klode, opleve nye kulturer, udfordre mig selv og mine fordomme, lære at være mere tolerant og ikke mindst få nogle fantastiske oplevelser med minder for livet.

I aften bliver helt speciel og jeg glæder mig rigtig meget, glæder mig til at se hvad folk har fundet på af gaver til vores lille leg og ikke mindst glæder jeg mig til en skøn aften i godt selskab. Men inden da skal jeg ringe hjem… Jeg skal snakke med min familie, med Magnus der helt sikkert vil spørge mig hvornår jeg kommer hjem, mig der prøver at forklare at der ikke går så længe nu, Magnus der syntes der ER gået alt for lang tid allerede og mig der må give ham ret.. Der ER gået lang tid..

Mine øjne er så fulde af vand at jeg næsten ikke kan se skærmen mere, men jeg kan næsten dufte flæskestegen og julehumøret er steget et par grader. Så jeg slutter nu og ønsker ALLE en dejlig jul i selskab med jeres familier..

Kan piger virkelig dykke.?

Min mission her i Pokhara var at komme ud og dykke. Min fetich med at dykke i så mange lande som muligt fik mig til at google dykning i Nepal inden jeg tog af sted ud at rejse. Regnede bestemt ikke med at finde noget som helst på den søgning, men sørme om der ikke dukkede et navn på et dykkercenter op. Kunne se det var en facebook side så jeg loggede ind og fandt Dragonfly Adventures som efter sigende skulle ligge i Pokhara. Der havde ikke været meget aktivitet på siden men jeg skrev alligevel for at hører om de stadig dykkede og så smuttede jeg ellers til Grønland i 3 mdr.

Hørte intet fra dem og glemte det faktisk næsten indtil jeg i Tibet tjekkede min mail og så at der var et svar fra dem.  FEDT de dykkede stadig og jeg skulle bare skrive hvornår jeg var i Pokhara. Sendte straks mail tilbage og vi fik aftalt at jeg skulle ringe når jeg var ankommet til byen. Glædede mig vildt til at se hvad sådan en gang dykning i Nepal var for noget, ikke nok med at det var ret vildt at kunne dykke i Nepal, men det ville også blive mit første altitude dive.. Dykning 800 meter over havets overflade, hvor vildt er det lige.?!!

Vel ankommet til Pokhara fik jeg ringet til Sujan som er divemaster ved Dragonfly, hans boss var i Kathmandu så det var ham jeg skulle dykke med. Vi mødtes dagen efter, jeg troede egentlig bare vi skulle arrangere et dyk til en anden dag, men efter vi havde snakket lidt blev vi enige om at dykke samme dag. Så mig op bag på motorcyklen, tilbage til hotellet og hente mine ting og så ellers videre til et andet hotel hvor den lille dykkershop holdt til. Dragonfly diving er et ret nyt tiltag så der er ikke meget af en shop endnu. Men de få dragter, flasker og udstyr de har var i tip top stand, så jeg havde ingen bekymringer overhovedet. Sujan og jeg fik fundet alt frem og 30 min senere var vi på vej mod den flod han havde valgt vi skulle dykke i. Om sommeren dykker de også i søen, men på det her tidspunkt er sigtbarheden ikke særlig god. Det var helt fint for mig at skulle dykke i floden, det var et super smukt sted han havde valgt, med nogle fantastiske klippeformationer over og under vandet og med en udsigt over Himalaya bjergene der sagde spar to.!

Der gik ikke mange minutter efter vi begyndte at samle vores gear før en pæn stor flok mænd samlede sig omkring os, jeg prøvede at ignorere det og fik gjort alt klar. Flere mænd kom til og da vi kravlede ned af klipperne til floden var der faktisk ret mange der havde taget plads for at se giraffen dykke. Kunne da godt se at det var ret usædvanligt at se nogen svømme rundt med flasker på ryggen, men alligevel.. Der var altså en del folk her nu. Jeg spurgte Sujan hvad der foregik og fik et svar nogenlunde som dette:” Jamen du er jo en pige Tanja, og du er på vej til at være den første pige der dykker her i Nepal.! ” Chok…  Okay det havde jeg så ikke lige regnet med, men cool nok tænkte jeg og så hoppede vi ellers ud i det.

Det var ikke specielt udfordrende dykning vi havde gang i, men det var super specielt for mig at dykke her, især nu efter min lille erfaring inden vi hoppede i. Vi svømmede rundt mellem klipperne og kiggede lidt på de få fisk der var her, fandt endda en ret stor ferskvands ål under nogle sten. Vi svømmede op mod strømmen og lå mod hovederne op imod et lille vandfald mens vi hold fast for ikke at blive skyllet bagud, lavede Buddha positurer i mellem klipperne, skrev med sten på sten og pjattede ellers mest bare rundt resten af dykket. Det var et skønt og sjovt dyk med en fantastisk buddy.

Da vi kom op blev vi mødt af den smukkeste solnedgang over Himalaya bjergene, det er øjeblikke som disse der gør at jeg elsker at rejse..!

Momo's & fyldte biler.

Indien er jo total kaos..! Hold dog op hvor et chok at komme fra smukke fantastiske Nepal til den her losseplads af et land. Jeg er bestemt ikke nogen fan lige nu.!
Efter jeg fik mit pas tilbage i Kathmandu brugte jeg et par dage sammen med Jip og så tog jeg bussen til Bandipur. De fleste tager direkte til Pohara fra Kathmandu, men jeg syns jeg ville se en smule mere af landet og jeg havde fået af vide at Bandipur skulle være fantastisk smuk og næsten uden turister.

Det var noget af en tur for at komme frem, de sidste 5 km op af et bjerg var i en lille jeep sammen med 26 andre mennesker..26…!! Hver gang de stoppede flere folk ind var jeg overbevidst om at der ikke kunne være flere, men jo jo bare op på taget eller stå på ladet og hold ved. Gad vide om de alle bruger rexona..?!! Jeg var tæt på at blive kylet af på halvvejen fordi jeg nægtede at betale ”turist pris” i stedet for sammen som resten af folket i jeepen. Jeg er så skide træt af hele tiden at skulle betale mere end alle andre og jeg nægtede pure at give ham mere. Pænt blev jeg spurgt om jeg ville gå.? Næhh det vil jeg helst ikke, men jeg betaler stadig ikke mere.. Til sidst gav han op og jeg vandt min lille sejr. Turen op var ellers helt ubeskrivelig smuk, som vi kom længere og længere op ad bjerget fik man en gudesmuk udsigt over dalen og de sneklædte Himalaya bjerge. Der er ingen tvivl om at Bandipur er en af de smukkest beliggende landsbyer i Nepal.

I selve landsbyen er biler forbudt, hvilket var en fryd. Helt stille og fredfyldt med små stenbelagte gader der førte alle mulige steder hen mellem de gamle huse. Jeg brugte mine dage på at vandre rundt i byen og nyde roen, snakke med de lokale som ikke har nogen bagtanker om at sælge noget når de siger Namastee ligesom i Kathmandu. Jeg fandt hurtigt en lille stam restaurant (som var den eneste der havde internet)her spiste jeg alle mine måltider som for det meste bestod af lækre grøntsags pagodas og bøffel momo’s. Faldt i snak med 3 russere og et amerikansk par, rigtig hyggeligt lige indtil jeg fandt ud af at mit hotel havde lukket for natten inden jeg var kommet ind..! Altså for helvede, hvis der skulle være en eneste dårlig ting at sige om Nepal så er det deres regel om at alt skal lukke inden 23.. Men jeg kom da ind efter en del banken og råben udenfor, følte mig lidt som en teenager der kom for sent hjem da jeg blev lukket ind af en søvnig hotel ejer.

Efter et par skønne dage tog jeg bussen videre til Pohara, og sørme om det ikke lykkedes at slå rekorden med folk på en jeep denne gang nåede vi op på 32.! Jeg endte på ladet, hvor jeg holdt ekstra godt fast især efter jeg kom til at kigge ned af bjergsiden..!
Jeg kan godt forstå hvorfor folk skynder sig til Pokhara, her er virkelig lækkert. Byen ligger ned til en smuk bjergsø og med Himalaya bjergene i baggrunden.  Det er meget populært at paraglide her og det er ikke usandsynligt at se en 30-50 paraglider i luften på en gang. Men min mission her er at komme ud og dykke, så de kan hoppe ud fra alle de bjerge de vil, bare jeg kommer under overfladen.

Kaos...!

Det Indiske visa er ikke sådan lige at få åbenbart.

Jeg skal videre til Andamanerne efter Nepal så jeg skal have det visum her i Kathmandu. Det viser sig at man skal møde op for at udfylde et stykke papir og betale nogle penge, derefter går der en hel uge før man igen skal komme tilbage om morgenen for at betale endnu flere penge og aflevere sit pas. Som om det ikke er nok så skal man komme tilbage IGEN om eftermiddagen for at hente sit pas, som på nuværende tidspunkt gerne skulle indeholde 1 stk. Indisk visa.

Efter nogle dage i Kathmandu trængte jeg bare til at komme væk, så jeg besluttede at tage bussen til Chitwan nationalpark og blive der mens jeg ventede på mit visum. Her var super hyggeligt, en stille og rolig lille by fyldt med hoteller som alle så mere eller mindre tomme ud. Jeg fik fortalt at det her var højsæson, så jeg aner ikke hvordan de alle kan overleve for her var ikke mange mennesker. Det passede mig nu helt fint, trængte bare til noget fred og ro. Man kan lave alverdens ture ind i nationalparken, feks trekke eller sejle i træ kanoer på floden, hvor man kan se krokodiller. Det eneste jeg gerne ville var en tur på elefant ind i parken, så efter en del søgen rundt fik jeg booket en tur til næste dag.

Jeg fortrød med det samme jeg  kom frem til stedet hvor man startede ud. Her var vel en 50 elefanter hver med 4 personer på ryggen og så gik man ellers i en lang rækken gennem skoven der støder op til nationalparken. Det er muligt at se næsehorn i parken hvis man er heldig og sjovt nok så var vi alle sammen ”heldige” at se 3 næsehorn på et stort græsområde. De var da super søde, men helt ærlig med 50 elefanter rundt omkring sig så ville de nok have gået deres vej… Med mindre de bliver fodret jo..?!! Uhh nej nej det gør de bestemt ikke sagde vores guide.. Hmmmm..

Efter at være faldet godt og grundigt i turistfælden valgte jeg at resten af mine dage skulle bruges på at kigge på elefanterne der bader nede ved floden, tulle rundt i byen, og spise lækre bøffel momo’s. Samme aften mødte jeg Jip fra Holland, hun ventede på et par fyre fra Frankrig som hun havde mødt tidligere. Nico og Morgan er nok de første franskmænd jeg har mødt som jeg faktisk syns var total cool og skønne at være sammen med og vi 4 endte med at bruge de næste 3 dage sammen. Super hyggeligt..!

En af de sidste dage i byen gik jeg ned for at se på elefanterne igen nede ved floden, det er så sødt når de pjasker rundt i vandet. Man kan betale et latterligt lille beløb til elefant ejeren og så få lov til at bade med dem. Da jeg kom derned var der kun en elefant og ikke særlig mange turister så jeg besluttede mig for at prøve. Det var simpelthen den mest fantastiske oplevelse at være så tæt sammen med elefanten. Han var helt rolig, hvilket passede mig fint for jeg var noget nervøs da jeg skulle op på ham. Først fik jeg et ordentligt brusebad af ham og efter nogen tid med pjat og leg lagde han sig ned og så kunne jeg ellers få lov at skrubbe ham med sten og grus. Jeg var heldig for der var ikke andre der stod i kø for at prøve så jeg havde rigtig lang tid til at nyde det. Det var utroligt hvordan sådan et kæmpe dyr kan være så blid og rolig, han lå bare helt stille og kiggede på mig, mens han engang imellem løftede snablen for at få luft og blive kløet lidt. Da jeg endelig kom ud af vandet var jeg totalt høj, det er helt sikkert en af det bedste oplevelser jeg har haft på den her tur indtil nu.

Namaste beautiful Nepal

Da jeg skulle vælge hvor mange dages visum jeg ville have til Nepal var jeg i tvivl om jeg overhovedet kunne bruge 30 dage i landet. Vidste faktisk ikke rigtig hvad jeg kunne forvente, jeg havde ikke læst ret meget og egentlig kom jeg kun hertil fordi vores Tibet tur endte her.

Jeg valgte 30 dage og det er jeg super glad for jeg gjorde.. Nepal er så fantastisk smukt et land og folk her er generelt flinke og rare. Jo der var en del der stirrede på mig og ja i Kathmandu bliver der sagt ”Namaste come in my shop” så mange gange til mig at jeg ikke har tal på det, men trods det så er jeg totalt vild med landet. 

Første stop i Nepal efter jeg havde krydset grænsen sammen med min gruppe fra Tibet var Kathmandu. Det var noget af en wake up call fra stille og rolige Tibet at komme her til. Der var folk overalt, biler i 1000 vis på gaderne og så selvfølgelig en del hellige køer der nu og da vadede rundt ude på vejen. Stedet hvor de fleste turister bor hedder Thamel, her er fyldt med butikker der sælger trekking udstyr, sko, jakker osv. alt sammen kopi selvfølgelig men hvis man er ligeglad med det så er det altså muligt at få nogle super bargins. Vores hotel skulle efter sigende ligge på en stille sidevej, men jeg tror faktisk det er umuligt at finde noget sted i Thamel hvor der er stille. Der er massevis af spillesteder, hvor talentløse bands kan udfolde sig… Eller udfolde sig er nok så meget sagt, de sidder alle sammen fast i 80’erne. De samme numre bliver spillet igen og igen, mange af dem er gode numre med når man ender med at lytte til dem HVER aften indtil kl.23 ja så bliver det faktisk en smule irriterende.

Jeg brugte de først par dage på at snuse rundt i Kathmandu og omegn, en dag ville jeg til byen Patan for at se den gamle bymidte som skulle være ret smuk, der skulle også være nogle gaths nede ved floden. Tænkte jeg nok kunne få nogle fede billeder så jeg tog en taxi til Durbar square, hvor jeg tullede rundt mellem de gamle bygninger. Her var bare super fantastisk, jeg satte mig et godt stykke tid og bare kiggede på folk. Fik nogle super cool billeder af glade unger der brugte morgenen på at lege.

På mit lille kort så det ud til at det var ret nemt at finde ned til floden så jeg begav mig af sted. Det er muligt at det skulle være nemt at finde derned, men jeg endte i et faldefærdigt bolig område hvor folk kiggede noget underligt på mig. Tror ikke mange turister begiver sig den her vej og egentligt var det jo heller ikke min oprindelige plan. Jeg tullede lidt rundt og fik nogle super fede billeder, nede på en græsmark fandt jeg en noget primitiv køreskole, hvor unge drenge øvede sig i at køre bil og motorcykel gennem diverse forhindringer lavet af gamle mursten. Kom hurtigt i snak med nogle af dem, det viste sig at være deres test dag inden de skulle op til prøve, så det var om at få øvet så meget som muligt. Dog var der selvfølgelig altid tid til at snakke med en pige fra Danmark.

Jeg fik fortalt at jeg var faret vildt og spurgte dem om de vidste hvor floden var, de grinte og pegede lige bag ved nogle buske. Men de kunne nu ikke forstå hvorfor jeg ville derned for der var bare fuld af affald og ikke særlig rart. Jeg ville jo bare gerne finde nogle gaths… Straks fik jeg navnet på et tempel som de syntes jeg skulle tage til i stedet for her var der en masse gaths.

Da jeg kom derhen viste det sig at være her hvor alle ligbrændingerne forgår, det var vildt spændende at opleve, men også meget meget underligt at se hvordan folk bare sad stille og roligt og kiggede på at de brændte lig. Her er det bare sådan en naturlig ting at det åbenbart ikke er spor mærkeligt at se familien til den afdøde bære personen ned til floden for at vaske og klargøre til brænding. Når det var gjort blev afdøde båret op til en stor brænde stak hvorpå de gik 3 gange rundt om stakken inden personen blev lagt ovenpå. Så forgik der en masse andre ritualer og til sidst var de yngste søns opgave at tænde bålet. Jeg sad på den anden side af floden og fulgte at det her med nysgerrighed og forbløffelse, sikken en stille og roligt tilgang til døden de har. Efter bålet blev tændt gik jeg lidt omkring i templet, oppe af nogle trapper fandt jeg et stort område med en masse aber, mange af dem med unger. Og ellers var der en del meget gamle templer og monumenter at se på. Efter en times tid gik jeg ned til floden igen, her var der godt gang i de mange bål, jeg blev lidt længere for at se hvad der skete når bålet var færdigt. Hele familien bliver til det sidste hvor asken samles i en potte og derefter kastes ud i floden sammen med resterne af brænde og hvad der ellers måtte være inden i bålet. Grotesk nok så er der unge drenge der går rundt nede i floden og trækker lange liner med magneter gennem vandet lige under ligbrændings stederne. De finder sikkert mange gode sager som kan skabe en lille indtægt, sjovt nok er der ikke nogen der siger noget til det.

 Circle of life right..!???

Kina for begyndere…

1. Hold ved i toget…:

Lad nu være med at tro at du kan sidde på hug i et kørende tog og tisse.!

I kinesiske tog findes der kun skvåt toiletter, de bliver meget hurtigt MEGET uhumske, så selvfølgelig vil man helst ikke røre ved for meget når nu man skal ordne sit. Det kan hurtigt ende i en ret uheldig situation, med en rumpe dybt placeret i kummen uden mulighed for at komme på rette kurs igen med mindre man vælger at sætte fra på det sindssygt klamme gulv.  Så hold for guds skyld ved..!!!

2. Ta' ALDRIG på sightseeing en lørdag…:

Glem ikke at lørdag er fridag for rigtig RIGTIG mange kinesere!

Dumme og uvidende som vi nu er, ja så valgte Johnny og jeg at tage ned og se ”The giant Buddha” i Leshan på en lørdag. Faktisk så havde vi egentlig ikke nogen anelse om at det var lørdag da vi tog af sted om morgenen. Men allerede på busstationen, hvor der var en kø så lang blev vi klar over at noget var los. Vi fik dog vores billet og kom med bussen, vi undrede os en del for der var faktisk ingen vestlige turister men til gengæld en hel bus fuld af dagsturs kinesere. Fremme ved ham den kæmpe Buddha så det ikke vildt slemt ud med folk så vi købte en (ret dyr) billet og begav os opad. HOLD NU OP et syn,.! Der var folk overalt, køen ned for at se Buddha var enorm. Her gik det først rigtig op for os at det var lørdag og at alle de lokale kinesere var på udflugt med hele familien.  Det føltes som om vi stod i kø for evigt og ikke nok med det så måtte vi gå i sneglefart ned af klippetrapperne fordi der også her var fyldt med folk. Det var nok en af de værste sightseeing oplevelser jeg nogensinde har haft. Tilmed var ham Buddha en smule overvurderet syns jeg.

Jo jo man må lære på den hårde måde nogen gange og på trods af nogle uheldige situationer ja så har jeg nydt Kina rigtig meget. Det er et utrolig spændende land, så meget anderledes fra en dagligdag hjemme i Danmark. Først og fremmest så er der jo simpelthen så sindssygt mange mennesker overalt HELE tiden. Jeg syntes det var meget grænseoverskridende hele tiden at blive skubbet og mast fra alle vinkler selv når jeg bare gik en tur på gaden I metroen er det helt slemt, især hvis man er rigtig uheldig at ramme myldretiden og ja spørg mig ikke hvornår myldretiden er, for mig virkede det som om det var døgnets 24 timer. På en af mine ture i metroen var der så mange mennesker som prøvede at komme med samme tog at de hang halvvejs ud af dørene da de lukkede, det endte med at ensikkerhedsmand stod og skubbede på rumpen af en mand for at få ham ind så døren faktisk kunne lukke helt i. Jeg kom sådan til at grine, og der lærte jeg så endnu en ting. Sådan noget griner man ikke af.. Der blev kigget meget stramt på mig og så vendte manden mig ellers ryggen og gik.

I Kina spiser de da hunde…

Eller måske gør de ikke, jeg havde faktisk tænkt mig at jeg ville smage hund nu når jeg var her, men jeg er endnu ikke stødt på det. Det er ikke fordi jeg ligefrem er skuffet over ikke at kunne finde hund på menukortet, det er jo mere nysgerrigheden end lysten der gør at jeg gerne ville prøve det. Måske har jeg ikke lige fundet hund, men jeg har fundet meget andet som de kalder mad, men som jeg bestem ikke ville betegne som menneskeføde.

En aften i Beijing gik jeg et smut ned på night market som er en hel masse mad boder der er samlet langs vejen. Rigtig hyggelig stemning med 100 vis af røde lanterne, damp og røg fra de mange dumplins og andet godt der blev dampet og stegt i de små boder. Massere af larm fra de sælgende som prøver at overdøve hinanden og  stikker diverse underlige ting op hovedet på en når man går forbi, for ja det er ikke bare lækre ting som dumplins og nudler der bliver solgt her. De fleste at boderne har dybstegt skorpion, slange på spyd, små kyllinger stadig med ben, hoved og vinger på. Her er larver stukket på pinde i lange baner, nosser fra ja gud ved hvilket dyr og et sted fandt jeg tilmed penis på pind..!! Sidst nævnte aner jeg heller ikke hvor fra, men jeg håber ved gud det var fra et dyr..

Jeg ville gerne kunne sige at jeg var modig og prøvede nogle af de ovennævnte ting, men det var jeg bare slet ikke. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spise noget af det, selv ikke slange som jeg faktisk har fået fortalt smager ganske godt. Lidt hen ad kylling siger de, men syns alt smager ”lidt hen ad kylling” når det bare er en smule anderledes. Da jeg spiste krokodille i Australien skulle det efter sigende også smage lidt hen ad kylling. Det er muligt de har ret, Jeg må være svar skyldig, modet slap op. Faktisk må jeg indrømme at jeg ikke spiste andet end 2 små steget bananer min appetit var totalt forsvundet af at gå langs med de mange boder, selv ikke de meget lækre dumplins havde jeg lyst til mere.

Ikke mange andre steder her i Kina er jeg stødt på mad af den slags, faktisk er jeg generelt ret vild med det kinesiske køkken. Jeg elsker at finde de små steder langs vejen eller ned ad en snæver gade, hvor de kan frembringe de lækreste retter ud af nærmest ingenting. Nudlerne bliver lavet friske fra dej til ret på få minutter, kødet stegt med grøntsager og krydderier og så er der serveret.

Bedst af det hele er at man bliver mæt for under en 10’er.  

Great Gobi…

Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg havde forventet af Mongoliet, men jeg tager herfra med meget positive og fantastiske minder.

Alex, Johnny og jeg tog allerede dagen efter ankomst i Ulaan-Bataar af sted på en 7 dages tur rundt i Gobi ørkenen. Vi havde selv stykket sammen hvad vi gerne ville se på turen og vi valgt at vi ville bo i ger det meste af turen og ellers sove i telt. Første dag skulle vi tilbagelægge 300 km så det tog det meste af dagen, men vi hyggede os i bilen mens vi hoppede af sted på de meget primitive grusveje sydover. Første stop var midt i ingenting hvor vores guide Hou fik lave en lækker frokost, mens vi 3 vandrede op på en lille bakke for at tage billeder.

Hvor var det skønt at sidde der midt i en kæmpe ørken og nyde lækker mad og total ro.!

Vores videre færd bød på de første af rigtig mange kameler. Ikke vilde kameler dog, dem er der ikke mange tilbage af her i Gobi, dem her er ejet af nomader og bliver hyrdet ind hver aften for at blive malket. Samme gælder for de mange heste, får, køer og geder vi ser på vores vej. De tilhører alle nomaderne, det er dem de lever af herude i ingenting. Opdrætte dyrene, malke dem og sælge deres uld og kød på markedet.

Den første nomade familie vi skulle sove hos havde får og geder, jeg fandt senere ud af at det er dem der lugter mindst, hvorimod dem med køer helt klart er de værste..! ALT lugter af ko.. Men det kommer vi tilbage til..

Mindee bød os indenfor i hendes ger, hendes mand var kørt til byen på motorcykel dagen før, for at få fikset en køler til deres bil og hun regnede ikke med at han ville komme hjem før næste dag, måske senere. Herude er intet sikkert, man aner ikke hvad der pludselig sker af forandringer i vind og vejr. Vi fik vores første smagsprøve på hvad der ventede os af mad oplevelser den næste uge da vi blev budt på mælke te lavet på gedemælk og en meget underlig slags ost blandet med sur mælk. Fyyy føj ikke lige det bedste måltid jeg har oplevet. Mælke teen var rigtig salt og næsten umulig at drikke og den der oste-blandings ting smagte af for gammel parmesan ost. Jeg spiste høfligt lidt men måtte simpelthen opgive at drikke alt min te. Hou fortalte at den blanding med osten blev stoppet ind i mavesækken fra får eller gederne og gemt til om vinteren, hvor de ikke har særlig meget frisk mælk fra dyrene. Hmmm.. Så vil jeg nu hellere spise det på den her måde. Efter vi havde fået anvist vores egen lille fine ger og hurtigt konstateret at vi måtte sove på gulvet fordi sengene ikke mere mindede om senge, blev vi inviteret med ud for at hyrde gederne ind for natten.

Vi gik og gik og gik, men ingen spor af de dumme geder, Mindee gik rask til og til sidst blev vi vidst en smule trætte, så vi bukkede vores hoveder i skam og begyndte at vandre hjemad. Nu havde vi jo en fabelagtig guide med os, så da vi kom tilbage var der fuld gang i madlavningen. Må nok indrømme det passede mig fint med lidt andet mad end det vi blev budt da vi ankom. Først da det var blevet mørkt kom Mindee tilbage med alle dyrene som viste sig at have været i modsatte retning af hvor vi gik..

Min første nat i ger var….. Ubehagelig og kold.. Men helt sikkert en rigtig fed oplevelse, vores søde chauffør havde tændt op i den lille ovn som står i midten af geren og der var en dejlig varme da vi hoppede i seng, nu er det bare sådan at de fyre med tørret lort og sådan noget lort brænder bare alt for hurtigt ud. Så der gik ikke lang tid før kulden trængte sig på. Jeg havde ellers taget termotøj under nattøjet og kravlet ned i min egne lille sovepose plus en ekstra jeg havde lånt. Men det var kulden da ligeglad med og jeg brugte det meste af natten på at krybe sammen i en bold og håbe på det snart var morgen.

Efter et par dage med forskellige meget smukke steder hvor vi fik gået nogle dejlige ture ankom vi til turens højdepunkt for os alle 3. De store sand dunes i den sydlige del af Gobi. De var pænt store nogen af dem op til 200 meter høje, super smukt at se på. Jeg havde troet at det ville være et kæmpe område med sand en smule som Sahara, men det er det slet ikke. Sand dunerne dækker et område på omkring 100 km i længden og 12 km de bredeste steder. Vi sov hos Hous familie som bor med disse smukke omgivelser i deres baghave. Vi smed hurtigt taskerne ind i vores ger og såbegav vi os mod den højeste tinde vi kunne se. Der var ret langt op så det ud til. Sandet var i starten ret hårdt at gå på, så det gik rimlig hurtigt opad, men som det blev mere stejlt gled vi også mere og mere nedad mens vi gik. Halvvejs oppe var jeg døden nær og meget tæt på at vende pm, men søde Alex fik modet tilbage hos mig og jeg gik langsomt, MEGET langsomt syns jeg selv op af sidste del. Endelig på toppen..! Og tænk det havde faktisk kun taget 1 time hele vejen fra vores camp, så det var jeg egentlig ret godt tilfreds med. Her var så smukt, Alex og jeg blev deroppe i nogle timer med planer om at se solnedgangen.

 Men vi havde jo regnet med at det ville tage meget lægere tid at komme derop så tålmodigheden slap op da der stadig var 3 timer til. Legebørn som vi er valgte vi den hurtige vej ned.. Løb ned af de ret stejle sider, mega griner og vi var hjemme på godt 20 min. Næste dag stod på kamel ridning i rigtig ørkenstil, vi stod op og var super klar til en lang tur i sandet. Ude af geren blev vi dog noget lange i ansigtet da fine hvide snefnug dalede ned og landede på de pelsede dyr. Hmm.. Nå ind igen og på med alt hvad der kunne gøre turen en smule varmere. Godt jeg havde taget et par vanter med..! Ud igen og op på kamelen... Det blev en fantastisk tur, vi fik lov at styre vores egen kamel om man så må sige. Så det gav nogle ret sjove episoder med kameler der ikke helt ville som os. Især Alex´ kamel viste sig at være en meget selvstændig dame. Jeg fik mig nogle gode grinere, det er jo altid sjovt når det ikke er en selv det går ud over.

Vi fik i løbet at vores uge i ørkenen overnattet hos en del forskellige familier, det var utrolig spændende at se hvordan de lever og alt efter hvad dyr de har hvad de spiser og ikke mindst hvordan der lugter..!!Deres ger er næsten alle indrettet på samme måde, en lille ovn i midten, en seng eller 2 i siderne, et lille bord og hvis man er heldig et par skamler at sidde på. Og ikke mindst deres alter/bord med billeder, lys og små ofre gaver. Den sidste nat skulle vi have sovet i telt, men de små snefnug vi oplevede dagen før havde valgt at udvikle sig til en regulær snestorm. I løbet af dagen kom der mere og mere sne, biler og motorcykler sad fast på vej op ad bjergpassene men vores gamle russiske 4wd røg bare igennem så vi var ret heldige. Dog tog det så lang tid at vi til sidst måtte ind og spørge om nattely hos en familie. De havde vist aldrig haft gæster som os før, men de var søde at lade os overnattet. Deres datter på 4 år var noget stille i starten, men efter lidt pjat og spas med hende så livede hun op og stor grinte. Hun var bare så skøn, sjovt var det da hun fik hjemmelavet pomfritter for første gang nogensinde.. Mums det kan alle børn vist lide også mongolske..!

Nå men denne her familie ejede køer, og nu var det jo jeg sagde at nogen ger lugtede mere end andre..! Her lugtede så meget af ko, alt lugtede.. Selv den lille ger som vi fik lov at være i lugtede, sengen, tæpperne alt havde en meget genkendelig lugt af kostald. Ikke noget med at være sart her blev Alex og jeg enige om, det var enten kostald eller ud i snestormen, vi fik pakket vores soveposer ud og hoppede i vores varme tøj, men der var så usandsynligt koldt at vi ikke kunne sove. Så vi tyede til en flaske vodka og backgammon og vupti så gik det meste af natten.. Om morgenen stod vi op til det smukkeste sne landskab, legebarnet måtte igen i aktion, der belv skrevet i sneen, kastet snebolde og fine sne engle så dagens lys på den mongoske steppe.

Tilbage i Ulaan-Baator  var der ingen sne overhovedet, men til gengæld solskin. Det var vildt som vi på en uge havde oplevet alt fra sommer, efterårsblæst til snestorm.

Den der Gobi er bare noget helt for sig selv.!

Vodka-train…

Tog turen fra Irkutsk til Ulaan-baator blev  den strækning hvor vodkaen virkelig gjorde sit indtog på os. På hostlet i Irkutsk mødte vi Alex fra Canada , det viste sig vi skulle med samme tog og vi endte endda i samme kupé. Super hyggeligt tænkte vi og skyndtes os alle ned og købe nogle flasker vodka.

Toget havde nærmest ikke forladt stationen før den første flaske blev åbnet, Alex delte livligt rundt af pænt store shots. Og jo selvfølgelig ikke noget med at blande nej nej det blev hældt ned rent. Fy for dælen jeg kan ikke have smagen, men efter en 5-6 stykker ja så kan man sku alligevel ikke smage noget som helst.. Humøret steg ret hurtigt som den første flaske blev tom, der blev hurtigt fundet en ny frem og så gik vi ellers på besøg længere nede af gangen hvor Alex kendte nogle tyskere.

Efter hånden som nr 2 flaske blev tømt blev de andre noget ældre turister ret trætte af os og de sendte en meget sur og striks togstewardesse af sted mod de larmende unge mennesker ( jo jo nu var man lige pludselig ung igen i forhold til resten af toget). Hun mente bestemt at det var på tide at stoppe festen, men der var jo stadig endnu en flakse vodka der skulle tømmes. Så vi blev enige om at en lukket dør måtte kunne gøre det og smækkede den i efter hende. Jeg tror muligvis vi på det tidspunkt havde lidt svært ved at dømme HVOR højtrystede vi egentlig var for der gik ikke længe før hun igen stod i døren og jappede en masse af på russisk.. Festen fortsatte dog så snart hun gik væk…

 Men nu skal man altså ikke kimse af sådan nogle russiske mamas, de er faktisk ret snu.. Pludselig blev ALT strøm i togvognen cuttet og så sad vi ellers der i komplet mørke… Og selvom vi prøvede med lommelygter ja så døde festen stille hen. Alex og jeg famlede os tilbage til vores kupé hvor Johnny for længst var gået kold og mama fik det hun ville have: RO..!!!!

Der var rigtig rigtig stille næste morgen, tømmermændene havde gjort deres indtog og det meste af formiddagen forgik på langs i køjen.

Da vi næste dag ankom til grænsen mellem Rusland og Mongoliet fandt jeg ret hurtig ud af at det nok var meget heldigt at det ikke var i dag vi havde drukket og var dårlige. Toilettet blev låst af inden vi ankom til grænse stationen og så blev toget ellers invaderet at russere i uniformer. Vi sad pænt i vores kupé og ventede på kontrol af pas, visum og registration. Passene blev samlet sammen og ført over i en bygning og så ventede vi ellers.. Og ventede… Og ventede.. Efter et par timer var der liv, det viste sig at nogle skulle ud af toget til ekstra tjek. Imens blev der ført narko hunde gennem toget og en meget smidig ”Ninja” russer kravlede rundt i køjerne og tjekkede.. Ja hvem aner hvad..! 5 timer senere fik vi lov at kører videre, fedt så kunne man endelig komme på toilettet.. Men nej nej hvorfor skulle man åbne dem, de dumme turister kan vel holde sig lidt endnu og der var jo ikke langt til næste grænse. Hele processen blev gentaget ved grænsen til Mongoliet og først 8 TIMER senere blev toilettet åbnet og toget kørte mod Ulaan-Baator.

Velkommen til et nyt land..!

To be or not to be a squirrel.

Jeg kan næsten ikke holde mit grin inde mere, vender mig halvt om på bænken og prøver at abstrahere fra manden ved siden af mig.
Mine skuldre ryster og et lille grin slipper over mine læber, det er simpelthen for komisk det der.... Manden sidder og spiser ceder-nødder og det går bare stærkt, den ene lille nød efter den anden ryger  op af lommen og ind i munden, hvor han flækker den med tænderne og derefter spytter skallerne ud på jorden.
Det er muligvis slet ikke så morsomt, men jeg kan bare ikke se andet end et egern foran mig, han ligner SÅ MEGET et lille egern. Måden han bruger hænderne på, den måde han knækker nøden med tænderne og spytter skallen ud igen, tykker kort og så en ny op af lommen. Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om at spise min sandwich, jeg bruger alt min styrke for ikke at bryde ud i latter.

Da han rejser sig og går ligger der skaller over alt foran vores bænk, jeg tager et billede og skynder mig at spise min mad inden jeg render ind i endnu et grineflip.

Muligvis er jeg ved at blive lidt små tosset og måske er det derfor jeg finder det så hyle morsomt. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind af at vente på vores tog, 4 dage i Listvyanka og 3 dage i Irkutsk har vist sig at være alt for længe. Irkutsk er en fin by, men her er bare intet rigtig at lave. Vi har vadet byen tynd, shoppet, været på markede og kigget på Lenin statuer og springvand i parkerne. Nu er der bare ikke mere at lave her.
Heldigvis skal vi med toget i aften og næste gang vi skal af er vi i Mongoliet.
Vi har 1½ dag i toget, så det er jo en nem tur. Dog skal vi denne gang krydse grænsen, hvilket vi har hørt nogle værre historier omkring så det bliver spændende hvordan det kommer til at gå.

Dagligdag i toget.

Sjovt som man hurtigt falder ind i rytmen i toget. Det er slet ikke så slemt med flere dage i træk ombord, tiden smutter hurtigt afsted.
Jeg bruger rigtig meget tid med at læse, så jeg var noget lost da jeg allerede efter første tur løb tør for bøger. Heldigvis har jeg nu fundet 3 engelske på et hostel og så fik jeg lige en bonus med en dansk krimi fra en pige vi har mødt her i Irkutsk.

 I hver vogn er der en keddel for enden hvor der altid er kogende vand, det er super for meget af kosten ombord er nudler og en slags kartoffelmos i bøtter. Mosen har jeg nu kun spist en enkelt gang, det var simpelthen for skummelt at få ned.

Der er dog også massere af muligheder for at købe mad undervejs på de forskelliget stationer. som regel er der nogle ret lange stop på 15-20 min hvor man godt kan nå ud og handle lidt. Jeg fik en dag købt mig nogle ret så underlige pølsebrød som viste sig at være friture steget.

 Mindre lækker kulinarisk oplevelse.

På hver tog er der som regel også en restaurant vogn, det er lidt et afbræk at gå derop og få en øl og lidt snacks. Og det er faktisk ret hyggeligt at sidde der og snakke med andre eller bare skrive lidt.

Ellers så får vi bare snakket en masse, slappet af og sovet en del. Og så er det jo nice med min lille pc som gør at vi engang imelle også bare kan sidde og sumpe til en film.

Europa / Asia

Vi er tilbage i toget, denne gang skal vi opholde os her i godt 50 timer. Klokken er omkring 04,30 og vi er trætte. Vi har ventet længe på toget da det var forsinket et par timer fra Moskva, så det er hurtigt at få reddet op og så lige nuppe et par timer mere på øjet inden der bliver helt lyst uden for.

Vores stop i Ykateringborg var rigtig fint. Egentlig var det mest for at brække togturen op så vi ikke endte med 4 dage i et stræk. Der er ikke det vilde at lave i byen, men den kan dog prale af at ligge på grænsen mellem Europa og Asien så det er ikke obelisk monomenter der mangler må man sige. Tror vi fandt en 4-5 stykker i de forskellige blade vi kiggede i. Valget faldt på en af dem og så drog vi ellers på eventyr med 2 andre fra det hostel vi boede på.

At finde bus terminalen er en ting, en anden ting er at få købt billet til den rigtige bus og faktisk så FINDE bussen bagefter. Det lykkedes og efter vi er sikre på at chaufføren ved hvor vi skal af, sætter vi os roligt tilbage og nyder turen. Gennem byen det går, ud på en stor vej, videre ud på en større… Hmmm.. Ud på motorvejen… Endnu mere hmmm..  De andre sidder og halv sover, mens jeg begynder at undre mig en del. Pludselig ser jeg obelisken ud af øjenkrogen, mens bussen bare drøner videre.. De andre vågner da jeg springer op til chaufføren og med fagter prøver at finde ud af hvorfor han ikke stoppede. (samtidig med tænker jeg, hvordan fanden skal vi komme hjem herfra igen her ude på motorvejen.?) Men han siger bare niet niet og gør tegn til jeg skal sætte mig. Okay det gør jeg så, men nu er det Johnny og de andre der syns det hele er lidt underligt og vil af. Men seriøst jeg skal skutte af herude på en F**** motorvej..!! Vi bliver siddende og ser hvad der sker. Pludselig ude midt i ingenting stopper bussen og chaufføren vil have os ud.. HER..??!! Ja ja siger han og peger over på den anden side. Og sørme om ikke der står en fin gammel obelisk derovre.

Grinende går vi over og får taget en masse ”fod på begge sider” billeder, den vi er kommet til er den gamle obelisk, det passer mig fint for på billederne var det den her jeg syns så ældst og mest autentisk ud. Ikke noget pjat, bare en sten sat lige der på grænsen, med Europa på den ene side og Asien på den anden.

Vi går lidt op af en sti der fører op i skoven, bare for at gøre et eller andet. Og pludselig står vi foran en kæmpe søjle med fine ting på toppen. Endnu en obelisk…! Haha hvor mange mon der egentlig er her i området.? Nå vi tager flere billeder og jeg får hurtigt smidt et ønske af sted på bænken ved ”lovers tree” hvor kærester og nygifte kommer for at sætte en hængelås fast med ønsket om livslang kærlighed.

Vi smutter tilbage til motorvejen og stiller os i vejkanten(tænker jeg måske skulle have brugt mit ønske anderledes, mens bilerne drøner meget hurtigt forbi) med håbet om at en bus vil samle os op. Det gør der sørme og inden længe drøner vi mod byen og en god gang varm gullasch.

Nu begynder det..

Moskva -Ekaterinborg.. Jeg leder efter noget der bare det mindste minder om de to byer oppe på tavlen over tog der afgår inden for de næste par timer.

Vi er kommet gennem metroen og har fundet den station vi skal med toget fra. En stor flot togstation med mange tog at vælge imellem, så det gælder om at holde tungen lige i munden og prøve at finde hoved og hale i det hele. Med lidt hjælp fra nogle søde mænd i uniform bliver vi vist hen til rette afgangs hal og her skal vi så bare slå et par timer ihjel inden vi skal med toget mod Kina..! Vi ender ved siden af en russer der gerne vil snakke. Det går efter omstændighederne okay, med ham på russisk, jeg på et mix af dansk og engelsk finder vi ud af små dele om hinandens liv. Han lyser helt op da han efter lang tid forstår at jeg er kok og arbejder på Mc Donalds..!!?? Øhhh ja tegn for bølger kan jo ligne mange ting, jeg orker ikke at prøve at forklare nærmere og lader ham blive i troen.

En flok unge mænd fra Tajikistan(er det overhovedet et land tænker jeg.?) får øje på mig og jeg bliver hurtigt omringet, en af dem taler forbavsende godt engelsk, så han kommer hurtigt på arbejde med at oversætte både den ene og den anden vej. De er vældig søde, og da de finder ud af at Johnny(som de mere eller mindre har igoneret) ikke er min mand ja så kommer der straks invitationer om at komme og besøge dem i Tajikistan(som jeg nu har fundet ud af rent faktisk ER et land) De fortæller smukt om deres land og jeg tænker ved mig selv joohh hvorfor ikke tage imod indbydelsen, så de får lov til at få min mail og så må vi jo se om jeg skal en tur derned på et tidspunkt.

Vores tog ankommer..! Juhhuu nu er det nu.. Ret så spændte går vi mod vogn nummer 11 som skal huse os de næste 26 timer. Det er rigtig fine forhold ombord. Vores kupe er ikke så bred, men den er pæn ren og har masser af siddeplads med bord i midten. Vi skal dele kupe med et ægtepar fra Rusland. De er rigtig søde, men vi snakker ikke meget med dem da deres engelsk er lig nu og vore russisk ikke et hak bedre.

Vores første tog tur går super godt, vi hygger os og falder hurtigt ind i rytmen af togets vuggen. Natten bliver heller ikke noget problem, Johnny hopper op i over køjen og jeg redder sofaen om til en seng. Madrassen er en smule hård, men jeg bliver hurtigt lullet i søvn. Vore medrejsende skal tidligt af, så jeg vågner kl.04 da de pakker deres ting. Det er helt okay, så kan jeg jo følge lidt med i hvad der sker uden for vinduet. Da toget kører igen lægger jeg mig til at læse til Johnny vågner. Morgenmaden består af musli  og langtidsholdbar mælk der er blevet godt varm i løbet af natten, ren luksus.! 

Vi har hele dagen i toget, og er så heldige at vores næste medrejsende er en ung fyr der har været i byen hele natten, han kravler hurtigt i køjen og så ser vi faktisk ikke mere til ham. Vi smider en film på mini pc’en (ja det er slet ikke så skidt med det flash-packing) og hygger os gevaldigt de næste par timer.

Dykker smølf som jeg har fået af Magnus inden jeg rejste, er selvfølgelig med på hele min tur.