28.12.2011

Kan piger virkelig dykke.?

Min mission her i Pokhara var at komme ud og dykke. Min fetich med at dykke i så mange lande som muligt fik mig til at google dykning i Nepal inden jeg tog af sted ud at rejse. Regnede bestemt ikke med at finde noget som helst på den søgning, men sørme om der ikke dukkede et navn på et dykkercenter op. Kunne se det var en facebook side så jeg loggede ind og fandt Dragonfly Adventures som efter sigende skulle ligge i Pokhara. Der havde ikke været meget aktivitet på siden men jeg skrev alligevel for at hører om de stadig dykkede og så smuttede jeg ellers til Grønland i 3 mdr.


Hørte intet fra dem og glemte det faktisk næsten indtil jeg i Tibet tjekkede min mail og så at der var et svar fra dem.  FEDT de dykkede stadig og jeg skulle bare skrive hvornår jeg var i Pokhara. Sendte straks mail tilbage og vi fik aftalt at jeg skulle ringe når jeg var ankommet til byen. Glædede mig vildt til at se hvad sådan en gang dykning i Nepal var for noget, ikke nok med at det var ret vildt at kunne dykke i Nepal, men det ville også blive mit første altitude dive.. Dykning 800 meter over havets overflade, hvor vildt er det lige.?!!

Vel ankommet til Pokhara fik jeg ringet til Sujan som er divemaster ved Dragonfly, hans boss var i Kathmandu så det var ham jeg skulle dykke med. Vi mødtes dagen efter, jeg troede egentlig bare vi skulle arrangere et dyk til en anden dag, men efter vi havde snakket lidt blev vi enige om at dykke samme dag. Så mig op bag på motorcyklen, tilbage til hotellet og hente mine ting og så ellers videre til et andet hotel hvor den lille dykkershop holdt til. Dragonfly diving er et ret nyt tiltag så der er ikke meget af en shop endnu. Men de få dragter, flasker og udstyr de har var i tip top stand, så jeg havde ingen bekymringer overhovedet. Sujan og jeg fik fundet alt frem og 30 min senere var vi på vej mod den flod han havde valgt vi skulle dykke i. Om sommeren dykker de også i søen, men på det her tidspunkt er sigtbarheden ikke særlig god. Det var helt fint for mig at skulle dykke i floden, det var et super smukt sted han havde valgt, med nogle fantastiske klippeformationer over og under vandet og med en udsigt over Himalaya bjergene der sagde spar to.!


Der gik ikke mange minutter efter vi begyndte at samle vores gear før en pæn stor flok mænd samlede sig omkring os, jeg prøvede at ignorere det og fik gjort alt klar. Flere mænd kom til og da vi kravlede ned af klipperne til floden var der faktisk ret mange der havde taget plads for at se giraffen dykke. Kunne da godt se at det var ret usædvanligt at se nogen svømme rundt med flasker på ryggen, men alligevel.. Der var altså en del folk her nu. Jeg spurgte Sujan hvad der foregik og fik et svar nogenlunde som dette:” Jamen du er jo en pige Tanja, og du er på vej til at være den første pige der dykker her i Nepal.! ” Chok…  Okay det havde jeg så ikke lige regnet med, men cool nok tænkte jeg og så hoppede vi ellers ud i det.

Det var ikke specielt udfordrende dykning vi havde gang i, men det var super specielt for mig at dykke her, især nu efter min lille erfaring inden vi hoppede i. Vi svømmede rundt mellem klipperne og kiggede lidt på de få fisk der var her, fandt endda en ret stor ferskvands ål under nogle sten. Vi svømmede op mod strømmen og lå mod hovederne op imod et lille vandfald mens vi hold fast for ikke at blive skyllet bagud, lavede Buddha positurer i mellem klipperne, skrev med sten på sten og pjattede ellers mest bare rundt resten af dykket. Det var et skønt og sjovt dyk med en fantastisk buddy.


Da vi kom op blev vi mødt af den smukkeste solnedgang over Himalaya bjergene, det er øjeblikke som disse der gør at jeg elsker at rejse..!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar