Indien er jo total kaos..! Hold dog op hvor et chok at komme fra smukke fantastiske Nepal til den her losseplads af et land. Jeg er bestemt ikke nogen fan lige nu.!
Efter jeg fik mit pas tilbage i Kathmandu brugte jeg et par dage sammen med Jip og så tog jeg bussen til Bandipur. De fleste tager direkte til Pohara fra Kathmandu, men jeg syns jeg ville se en smule mere af landet og jeg havde fået af vide at Bandipur skulle være fantastisk smuk og næsten uden turister.
Det var noget af en tur for at komme frem, de sidste 5 km op af et bjerg var i en lille jeep sammen med 26 andre mennesker..26…!! Hver gang de stoppede flere folk ind var jeg overbevidst om at der ikke kunne være flere, men jo jo bare op på taget eller stå på ladet og hold ved. Gad vide om de alle bruger rexona..?!! Jeg var tæt på at blive kylet af på halvvejen fordi jeg nægtede at betale ”turist pris” i stedet for sammen som resten af folket i jeepen. Jeg er så skide træt af hele tiden at skulle betale mere end alle andre og jeg nægtede pure at give ham mere. Pænt blev jeg spurgt om jeg ville gå.? Næhh det vil jeg helst ikke, men jeg betaler stadig ikke mere.. Til sidst gav han op og jeg vandt min lille sejr. Turen op var ellers helt ubeskrivelig smuk, som vi kom længere og længere op ad bjerget fik man en gudesmuk udsigt over dalen og de sneklædte Himalaya bjerge. Der er ingen tvivl om at Bandipur er en af de smukkest beliggende landsbyer i Nepal.
I selve landsbyen er biler forbudt, hvilket var en fryd. Helt stille og fredfyldt med små stenbelagte gader der førte alle mulige steder hen mellem de gamle huse. Jeg brugte mine dage på at vandre rundt i byen og nyde roen, snakke med de lokale som ikke har nogen bagtanker om at sælge noget når de siger Namastee ligesom i Kathmandu. Jeg fandt hurtigt en lille stam restaurant (som var den eneste der havde internet)her spiste jeg alle mine måltider som for det meste bestod af lækre grøntsags pagodas og bøffel momo’s. Faldt i snak med 3 russere og et amerikansk par, rigtig hyggeligt lige indtil jeg fandt ud af at mit hotel havde lukket for natten inden jeg var kommet ind..! Altså for helvede, hvis der skulle være en eneste dårlig ting at sige om Nepal så er det deres regel om at alt skal lukke inden 23.. Men jeg kom da ind efter en del banken og råben udenfor, følte mig lidt som en teenager der kom for sent hjem da jeg blev lukket ind af en søvnig hotel ejer.
Efter et par skønne dage tog jeg bussen videre til Pohara, og sørme om det ikke lykkedes at slå rekorden med folk på en jeep denne gang nåede vi op på 32.! Jeg endte på ladet, hvor jeg holdt ekstra godt fast især efter jeg kom til at kigge ned af bjergsiden..!
Jeg kan godt forstå hvorfor folk skynder sig til Pokhara, her er virkelig lækkert. Byen ligger ned til en smuk bjergsø og med Himalaya bjergene i baggrunden. Det er meget populært at paraglide her og det er ikke usandsynligt at se en 30-50 paraglider i luften på en gang. Men min mission her er at komme ud og dykke, så de kan hoppe ud fra alle de bjerge de vil, bare jeg kommer under overfladen.
Efter jeg fik mit pas tilbage i Kathmandu brugte jeg et par dage sammen med Jip og så tog jeg bussen til Bandipur. De fleste tager direkte til Pohara fra Kathmandu, men jeg syns jeg ville se en smule mere af landet og jeg havde fået af vide at Bandipur skulle være fantastisk smuk og næsten uden turister.
Det var noget af en tur for at komme frem, de sidste 5 km op af et bjerg var i en lille jeep sammen med 26 andre mennesker..26…!! Hver gang de stoppede flere folk ind var jeg overbevidst om at der ikke kunne være flere, men jo jo bare op på taget eller stå på ladet og hold ved. Gad vide om de alle bruger rexona..?!! Jeg var tæt på at blive kylet af på halvvejen fordi jeg nægtede at betale ”turist pris” i stedet for sammen som resten af folket i jeepen. Jeg er så skide træt af hele tiden at skulle betale mere end alle andre og jeg nægtede pure at give ham mere. Pænt blev jeg spurgt om jeg ville gå.? Næhh det vil jeg helst ikke, men jeg betaler stadig ikke mere.. Til sidst gav han op og jeg vandt min lille sejr. Turen op var ellers helt ubeskrivelig smuk, som vi kom længere og længere op ad bjerget fik man en gudesmuk udsigt over dalen og de sneklædte Himalaya bjerge. Der er ingen tvivl om at Bandipur er en af de smukkest beliggende landsbyer i Nepal.
I selve landsbyen er biler forbudt, hvilket var en fryd. Helt stille og fredfyldt med små stenbelagte gader der førte alle mulige steder hen mellem de gamle huse. Jeg brugte mine dage på at vandre rundt i byen og nyde roen, snakke med de lokale som ikke har nogen bagtanker om at sælge noget når de siger Namastee ligesom i Kathmandu. Jeg fandt hurtigt en lille stam restaurant (som var den eneste der havde internet)her spiste jeg alle mine måltider som for det meste bestod af lækre grøntsags pagodas og bøffel momo’s. Faldt i snak med 3 russere og et amerikansk par, rigtig hyggeligt lige indtil jeg fandt ud af at mit hotel havde lukket for natten inden jeg var kommet ind..! Altså for helvede, hvis der skulle være en eneste dårlig ting at sige om Nepal så er det deres regel om at alt skal lukke inden 23.. Men jeg kom da ind efter en del banken og råben udenfor, følte mig lidt som en teenager der kom for sent hjem da jeg blev lukket ind af en søvnig hotel ejer.
Efter et par skønne dage tog jeg bussen videre til Pohara, og sørme om det ikke lykkedes at slå rekorden med folk på en jeep denne gang nåede vi op på 32.! Jeg endte på ladet, hvor jeg holdt ekstra godt fast især efter jeg kom til at kigge ned af bjergsiden..!
Jeg kan godt forstå hvorfor folk skynder sig til Pokhara, her er virkelig lækkert. Byen ligger ned til en smuk bjergsø og med Himalaya bjergene i baggrunden. Det er meget populært at paraglide her og det er ikke usandsynligt at se en 30-50 paraglider i luften på en gang. Men min mission her er at komme ud og dykke, så de kan hoppe ud fra alle de bjerge de vil, bare jeg kommer under overfladen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar