Det er jul.

Sidder her, tidlig morgen, på min veranda i min lille bambus hytte, solen skinner og her er nok en 25 grader allerede.  Det er nærmest uvirkeligt men i dag er altså juleaftens dag, jeg er ikke det mindste i jule humør, hvordan kan man blive det når man er omgivet af hvide strande med turkisblåt vand, en stikkende klæbende luftfugtighed, solskin fra en klar blå himmel og over 30 grader dagen lang.  Det lyder som om jeg er utaknemlig, men det er jeg bestem ikke. Jeg nyder hvor jeg er, her er fantastisk og jeg har fundet nogle søde venner som jeg skal fejre julen med i aften

 Men lige nu, lige her savner jeg som en sindssyg min elskede familie. Jeg savner at være i mit barndomshjem, savner at pynte juletræet i mine forældres stue sammen med min søster. Sørge for at vores grimme men meget vigtige julepynt lavet for mange mange år siden, bliver anbragt på træet som altid. Jeg elsker julen, elsker at vores familie er samlet hele dagen. Magnus der er så spændt at han næsten ikke kan vente til aften, heldigvis kan en tidlig julegave få ventetiden til at føles en smule bedre og vi kan bruge et par timer på at lege inden der skal laves mad. I køkkenet er der som regel massere af postyr og travlhed, men stadig med denne helt specielle stemning. Jeg nyder at forberede maden, elsker når stegen i ovnen begynder at dufte, de brune kartofler skal gøres klar, med en masse sukker og smør, langsomt langsomt bliver det smeltet sammen på den helt rigtige måde (tak for tippet søde Mike) og kartoflerne bliver forsigtigt vendt, mens sovsen smages til og resten.. rødkålen, asierne, tyttebærsyltetøjet, de hvide kartofler og alt det andet lækre mad bliver gjort klar og sat på bordet. At sidde der rundt om et smukt pyntet julebord med mor, far, mormor, morfar, søster, svoger og mine dejligste nevøer giver mig den mest varme følelse indeni. Får mig til at tænkte på hvor helt igennem heldig jeg er, at JEG har den bedste familie i hele verden….

Og hvad laver jeg så her.? Langt langt hjemmefra.? Lige nu mens jeg skriver det her har jeg svært ved at finde et svar der er godt nok, der er knuder i min mave af savn og jeg kunne meget nemt lukke mig inde i min lille bambushytte og græde. Men det har jeg slet ikke tid til, for jeg har travlt i dag. Jeg skal nå en smut i vandet inden jeg skal ind til byen og købe en enkelt julegave. Til middag skal jeg ned på vores favorit restaurant og arrangere borde, pynte dem med tingeltangel jeg har fundet bagerst i en lille bitte shop (det er muligvis mere nytårs pynt, men det var alt hvad jeg kunne finde)Vi bliver 18 til middag i aften..! 18 unge mennesker fra forskellige lande over hele verden der samles omkring en enkelt begivenhed, tænk så mange kulturer alt fra Israeler, Svenskere, Amerikaner, Tysker til Vietnameser, Dansker, Tjekker og flere jeg ikke engang ved hvor er fra, kan finde ud af at samles i fred og hygge sig. Det er så specielt for mig at møde folk for hele verden, lære dem at kende og dele min tid med dem. Nogen vil forblive venner i lang tid fremover, andre kun i få dage men alle bliver en del af mig og min rejse. Jeg er her fordi jeg længes efter at se nye steder på vores klode, opleve nye kulturer, udfordre mig selv og mine fordomme, lære at være mere tolerant og ikke mindst få nogle fantastiske oplevelser med minder for livet.

I aften bliver helt speciel og jeg glæder mig rigtig meget, glæder mig til at se hvad folk har fundet på af gaver til vores lille leg og ikke mindst glæder jeg mig til en skøn aften i godt selskab. Men inden da skal jeg ringe hjem… Jeg skal snakke med min familie, med Magnus der helt sikkert vil spørge mig hvornår jeg kommer hjem, mig der prøver at forklare at der ikke går så længe nu, Magnus der syntes der ER gået alt for lang tid allerede og mig der må give ham ret.. Der ER gået lang tid..

Mine øjne er så fulde af vand at jeg næsten ikke kan se skærmen mere, men jeg kan næsten dufte flæskestegen og julehumøret er steget et par grader. Så jeg slutter nu og ønsker ALLE en dejlig jul i selskab med jeres familier..

Kan piger virkelig dykke.?

Min mission her i Pokhara var at komme ud og dykke. Min fetich med at dykke i så mange lande som muligt fik mig til at google dykning i Nepal inden jeg tog af sted ud at rejse. Regnede bestemt ikke med at finde noget som helst på den søgning, men sørme om der ikke dukkede et navn på et dykkercenter op. Kunne se det var en facebook side så jeg loggede ind og fandt Dragonfly Adventures som efter sigende skulle ligge i Pokhara. Der havde ikke været meget aktivitet på siden men jeg skrev alligevel for at hører om de stadig dykkede og så smuttede jeg ellers til Grønland i 3 mdr.

Hørte intet fra dem og glemte det faktisk næsten indtil jeg i Tibet tjekkede min mail og så at der var et svar fra dem.  FEDT de dykkede stadig og jeg skulle bare skrive hvornår jeg var i Pokhara. Sendte straks mail tilbage og vi fik aftalt at jeg skulle ringe når jeg var ankommet til byen. Glædede mig vildt til at se hvad sådan en gang dykning i Nepal var for noget, ikke nok med at det var ret vildt at kunne dykke i Nepal, men det ville også blive mit første altitude dive.. Dykning 800 meter over havets overflade, hvor vildt er det lige.?!!

Vel ankommet til Pokhara fik jeg ringet til Sujan som er divemaster ved Dragonfly, hans boss var i Kathmandu så det var ham jeg skulle dykke med. Vi mødtes dagen efter, jeg troede egentlig bare vi skulle arrangere et dyk til en anden dag, men efter vi havde snakket lidt blev vi enige om at dykke samme dag. Så mig op bag på motorcyklen, tilbage til hotellet og hente mine ting og så ellers videre til et andet hotel hvor den lille dykkershop holdt til. Dragonfly diving er et ret nyt tiltag så der er ikke meget af en shop endnu. Men de få dragter, flasker og udstyr de har var i tip top stand, så jeg havde ingen bekymringer overhovedet. Sujan og jeg fik fundet alt frem og 30 min senere var vi på vej mod den flod han havde valgt vi skulle dykke i. Om sommeren dykker de også i søen, men på det her tidspunkt er sigtbarheden ikke særlig god. Det var helt fint for mig at skulle dykke i floden, det var et super smukt sted han havde valgt, med nogle fantastiske klippeformationer over og under vandet og med en udsigt over Himalaya bjergene der sagde spar to.!

Der gik ikke mange minutter efter vi begyndte at samle vores gear før en pæn stor flok mænd samlede sig omkring os, jeg prøvede at ignorere det og fik gjort alt klar. Flere mænd kom til og da vi kravlede ned af klipperne til floden var der faktisk ret mange der havde taget plads for at se giraffen dykke. Kunne da godt se at det var ret usædvanligt at se nogen svømme rundt med flasker på ryggen, men alligevel.. Der var altså en del folk her nu. Jeg spurgte Sujan hvad der foregik og fik et svar nogenlunde som dette:” Jamen du er jo en pige Tanja, og du er på vej til at være den første pige der dykker her i Nepal.! ” Chok…  Okay det havde jeg så ikke lige regnet med, men cool nok tænkte jeg og så hoppede vi ellers ud i det.

Det var ikke specielt udfordrende dykning vi havde gang i, men det var super specielt for mig at dykke her, især nu efter min lille erfaring inden vi hoppede i. Vi svømmede rundt mellem klipperne og kiggede lidt på de få fisk der var her, fandt endda en ret stor ferskvands ål under nogle sten. Vi svømmede op mod strømmen og lå mod hovederne op imod et lille vandfald mens vi hold fast for ikke at blive skyllet bagud, lavede Buddha positurer i mellem klipperne, skrev med sten på sten og pjattede ellers mest bare rundt resten af dykket. Det var et skønt og sjovt dyk med en fantastisk buddy.

Da vi kom op blev vi mødt af den smukkeste solnedgang over Himalaya bjergene, det er øjeblikke som disse der gør at jeg elsker at rejse..!

Momo's & fyldte biler.

Indien er jo total kaos..! Hold dog op hvor et chok at komme fra smukke fantastiske Nepal til den her losseplads af et land. Jeg er bestemt ikke nogen fan lige nu.!
Efter jeg fik mit pas tilbage i Kathmandu brugte jeg et par dage sammen med Jip og så tog jeg bussen til Bandipur. De fleste tager direkte til Pohara fra Kathmandu, men jeg syns jeg ville se en smule mere af landet og jeg havde fået af vide at Bandipur skulle være fantastisk smuk og næsten uden turister.

Det var noget af en tur for at komme frem, de sidste 5 km op af et bjerg var i en lille jeep sammen med 26 andre mennesker..26…!! Hver gang de stoppede flere folk ind var jeg overbevidst om at der ikke kunne være flere, men jo jo bare op på taget eller stå på ladet og hold ved. Gad vide om de alle bruger rexona..?!! Jeg var tæt på at blive kylet af på halvvejen fordi jeg nægtede at betale ”turist pris” i stedet for sammen som resten af folket i jeepen. Jeg er så skide træt af hele tiden at skulle betale mere end alle andre og jeg nægtede pure at give ham mere. Pænt blev jeg spurgt om jeg ville gå.? Næhh det vil jeg helst ikke, men jeg betaler stadig ikke mere.. Til sidst gav han op og jeg vandt min lille sejr. Turen op var ellers helt ubeskrivelig smuk, som vi kom længere og længere op ad bjerget fik man en gudesmuk udsigt over dalen og de sneklædte Himalaya bjerge. Der er ingen tvivl om at Bandipur er en af de smukkest beliggende landsbyer i Nepal.

I selve landsbyen er biler forbudt, hvilket var en fryd. Helt stille og fredfyldt med små stenbelagte gader der førte alle mulige steder hen mellem de gamle huse. Jeg brugte mine dage på at vandre rundt i byen og nyde roen, snakke med de lokale som ikke har nogen bagtanker om at sælge noget når de siger Namastee ligesom i Kathmandu. Jeg fandt hurtigt en lille stam restaurant (som var den eneste der havde internet)her spiste jeg alle mine måltider som for det meste bestod af lækre grøntsags pagodas og bøffel momo’s. Faldt i snak med 3 russere og et amerikansk par, rigtig hyggeligt lige indtil jeg fandt ud af at mit hotel havde lukket for natten inden jeg var kommet ind..! Altså for helvede, hvis der skulle være en eneste dårlig ting at sige om Nepal så er det deres regel om at alt skal lukke inden 23.. Men jeg kom da ind efter en del banken og råben udenfor, følte mig lidt som en teenager der kom for sent hjem da jeg blev lukket ind af en søvnig hotel ejer.

Efter et par skønne dage tog jeg bussen videre til Pohara, og sørme om det ikke lykkedes at slå rekorden med folk på en jeep denne gang nåede vi op på 32.! Jeg endte på ladet, hvor jeg holdt ekstra godt fast især efter jeg kom til at kigge ned af bjergsiden..!
Jeg kan godt forstå hvorfor folk skynder sig til Pokhara, her er virkelig lækkert. Byen ligger ned til en smuk bjergsø og med Himalaya bjergene i baggrunden.  Det er meget populært at paraglide her og det er ikke usandsynligt at se en 30-50 paraglider i luften på en gang. Men min mission her er at komme ud og dykke, så de kan hoppe ud fra alle de bjerge de vil, bare jeg kommer under overfladen.

Kaos...!

Det Indiske visa er ikke sådan lige at få åbenbart.

Jeg skal videre til Andamanerne efter Nepal så jeg skal have det visum her i Kathmandu. Det viser sig at man skal møde op for at udfylde et stykke papir og betale nogle penge, derefter går der en hel uge før man igen skal komme tilbage om morgenen for at betale endnu flere penge og aflevere sit pas. Som om det ikke er nok så skal man komme tilbage IGEN om eftermiddagen for at hente sit pas, som på nuværende tidspunkt gerne skulle indeholde 1 stk. Indisk visa.

Efter nogle dage i Kathmandu trængte jeg bare til at komme væk, så jeg besluttede at tage bussen til Chitwan nationalpark og blive der mens jeg ventede på mit visum. Her var super hyggeligt, en stille og rolig lille by fyldt med hoteller som alle så mere eller mindre tomme ud. Jeg fik fortalt at det her var højsæson, så jeg aner ikke hvordan de alle kan overleve for her var ikke mange mennesker. Det passede mig nu helt fint, trængte bare til noget fred og ro. Man kan lave alverdens ture ind i nationalparken, feks trekke eller sejle i træ kanoer på floden, hvor man kan se krokodiller. Det eneste jeg gerne ville var en tur på elefant ind i parken, så efter en del søgen rundt fik jeg booket en tur til næste dag.

Jeg fortrød med det samme jeg  kom frem til stedet hvor man startede ud. Her var vel en 50 elefanter hver med 4 personer på ryggen og så gik man ellers i en lang rækken gennem skoven der støder op til nationalparken. Det er muligt at se næsehorn i parken hvis man er heldig og sjovt nok så var vi alle sammen ”heldige” at se 3 næsehorn på et stort græsområde. De var da super søde, men helt ærlig med 50 elefanter rundt omkring sig så ville de nok have gået deres vej… Med mindre de bliver fodret jo..?!! Uhh nej nej det gør de bestemt ikke sagde vores guide.. Hmmmm..

Efter at være faldet godt og grundigt i turistfælden valgte jeg at resten af mine dage skulle bruges på at kigge på elefanterne der bader nede ved floden, tulle rundt i byen, og spise lækre bøffel momo’s. Samme aften mødte jeg Jip fra Holland, hun ventede på et par fyre fra Frankrig som hun havde mødt tidligere. Nico og Morgan er nok de første franskmænd jeg har mødt som jeg faktisk syns var total cool og skønne at være sammen med og vi 4 endte med at bruge de næste 3 dage sammen. Super hyggeligt..!

En af de sidste dage i byen gik jeg ned for at se på elefanterne igen nede ved floden, det er så sødt når de pjasker rundt i vandet. Man kan betale et latterligt lille beløb til elefant ejeren og så få lov til at bade med dem. Da jeg kom derned var der kun en elefant og ikke særlig mange turister så jeg besluttede mig for at prøve. Det var simpelthen den mest fantastiske oplevelse at være så tæt sammen med elefanten. Han var helt rolig, hvilket passede mig fint for jeg var noget nervøs da jeg skulle op på ham. Først fik jeg et ordentligt brusebad af ham og efter nogen tid med pjat og leg lagde han sig ned og så kunne jeg ellers få lov at skrubbe ham med sten og grus. Jeg var heldig for der var ikke andre der stod i kø for at prøve så jeg havde rigtig lang tid til at nyde det. Det var utroligt hvordan sådan et kæmpe dyr kan være så blid og rolig, han lå bare helt stille og kiggede på mig, mens han engang imellem løftede snablen for at få luft og blive kløet lidt. Da jeg endelig kom ud af vandet var jeg totalt høj, det er helt sikkert en af det bedste oplevelser jeg har haft på den her tur indtil nu.

Namaste beautiful Nepal

Da jeg skulle vælge hvor mange dages visum jeg ville have til Nepal var jeg i tvivl om jeg overhovedet kunne bruge 30 dage i landet. Vidste faktisk ikke rigtig hvad jeg kunne forvente, jeg havde ikke læst ret meget og egentlig kom jeg kun hertil fordi vores Tibet tur endte her.

Jeg valgte 30 dage og det er jeg super glad for jeg gjorde.. Nepal er så fantastisk smukt et land og folk her er generelt flinke og rare. Jo der var en del der stirrede på mig og ja i Kathmandu bliver der sagt ”Namaste come in my shop” så mange gange til mig at jeg ikke har tal på det, men trods det så er jeg totalt vild med landet. 

Første stop i Nepal efter jeg havde krydset grænsen sammen med min gruppe fra Tibet var Kathmandu. Det var noget af en wake up call fra stille og rolige Tibet at komme her til. Der var folk overalt, biler i 1000 vis på gaderne og så selvfølgelig en del hellige køer der nu og da vadede rundt ude på vejen. Stedet hvor de fleste turister bor hedder Thamel, her er fyldt med butikker der sælger trekking udstyr, sko, jakker osv. alt sammen kopi selvfølgelig men hvis man er ligeglad med det så er det altså muligt at få nogle super bargins. Vores hotel skulle efter sigende ligge på en stille sidevej, men jeg tror faktisk det er umuligt at finde noget sted i Thamel hvor der er stille. Der er massevis af spillesteder, hvor talentløse bands kan udfolde sig… Eller udfolde sig er nok så meget sagt, de sidder alle sammen fast i 80’erne. De samme numre bliver spillet igen og igen, mange af dem er gode numre med når man ender med at lytte til dem HVER aften indtil kl.23 ja så bliver det faktisk en smule irriterende.

Jeg brugte de først par dage på at snuse rundt i Kathmandu og omegn, en dag ville jeg til byen Patan for at se den gamle bymidte som skulle være ret smuk, der skulle også være nogle gaths nede ved floden. Tænkte jeg nok kunne få nogle fede billeder så jeg tog en taxi til Durbar square, hvor jeg tullede rundt mellem de gamle bygninger. Her var bare super fantastisk, jeg satte mig et godt stykke tid og bare kiggede på folk. Fik nogle super cool billeder af glade unger der brugte morgenen på at lege.

På mit lille kort så det ud til at det var ret nemt at finde ned til floden så jeg begav mig af sted. Det er muligt at det skulle være nemt at finde derned, men jeg endte i et faldefærdigt bolig område hvor folk kiggede noget underligt på mig. Tror ikke mange turister begiver sig den her vej og egentligt var det jo heller ikke min oprindelige plan. Jeg tullede lidt rundt og fik nogle super fede billeder, nede på en græsmark fandt jeg en noget primitiv køreskole, hvor unge drenge øvede sig i at køre bil og motorcykel gennem diverse forhindringer lavet af gamle mursten. Kom hurtigt i snak med nogle af dem, det viste sig at være deres test dag inden de skulle op til prøve, så det var om at få øvet så meget som muligt. Dog var der selvfølgelig altid tid til at snakke med en pige fra Danmark.

Jeg fik fortalt at jeg var faret vildt og spurgte dem om de vidste hvor floden var, de grinte og pegede lige bag ved nogle buske. Men de kunne nu ikke forstå hvorfor jeg ville derned for der var bare fuld af affald og ikke særlig rart. Jeg ville jo bare gerne finde nogle gaths… Straks fik jeg navnet på et tempel som de syntes jeg skulle tage til i stedet for her var der en masse gaths.

Da jeg kom derhen viste det sig at være her hvor alle ligbrændingerne forgår, det var vildt spændende at opleve, men også meget meget underligt at se hvordan folk bare sad stille og roligt og kiggede på at de brændte lig. Her er det bare sådan en naturlig ting at det åbenbart ikke er spor mærkeligt at se familien til den afdøde bære personen ned til floden for at vaske og klargøre til brænding. Når det var gjort blev afdøde båret op til en stor brænde stak hvorpå de gik 3 gange rundt om stakken inden personen blev lagt ovenpå. Så forgik der en masse andre ritualer og til sidst var de yngste søns opgave at tænde bålet. Jeg sad på den anden side af floden og fulgte at det her med nysgerrighed og forbløffelse, sikken en stille og roligt tilgang til døden de har. Efter bålet blev tændt gik jeg lidt omkring i templet, oppe af nogle trapper fandt jeg et stort område med en masse aber, mange af dem med unger. Og ellers var der en del meget gamle templer og monumenter at se på. Efter en times tid gik jeg ned til floden igen, her var der godt gang i de mange bål, jeg blev lidt længere for at se hvad der skete når bålet var færdigt. Hele familien bliver til det sidste hvor asken samles i en potte og derefter kastes ud i floden sammen med resterne af brænde og hvad der ellers måtte være inden i bålet. Grotesk nok så er der unge drenge der går rundt nede i floden og trækker lange liner med magneter gennem vandet lige under ligbrændings stederne. De finder sikkert mange gode sager som kan skabe en lille indtægt, sjovt nok er der ikke nogen der siger noget til det.

 Circle of life right..!???