Der findes altså åbenbart stadig steder hvor små fantastisk
smukke brune unger drøner rundt uden en trævl på kroppen. Velkommen til
St.Martins island den aller sydligste spids af Bangladesh.
Det har været noget af en lang tur hertil.. fly, bus og
færge.. Men nu er jeg her og sikke et paradis. Der findes ingen biler på øen,
men små ombyggede cykler som fungerer som udmærkede transportmiddel. Det nød
jeg godt af med det samme, for med en rygsæk på ryggen i 36 graders varme så er
det jo nærmest umenneskeligt at skulle gå i 30 min, distancen til mit hotel
fortæller ham den unge fyr som er kommet for at hente mig. Vi hopper op bag på
en cykel og først da vi er kommet op ser jeg at det er en ung knægt der skal
cykle os. Han er ikke mere end 10 tror jeg, hans ben er stadig en smule for
korte så han må tage et lille fint hop for hver gang han træder ned i
pedalerne. Min samvittighed er sort som kul da vi kommer frem, så jeg stikker
hurtigt 100 taka ned i hans hånd, jeg ved godt det er alt alt for meget, men
min samvittighed bliver en smule lysere og drengen har tjent et par dages løn
på 10 min.. Alt er godt.!
Hvis jeg syntes at folk gloede meget i Cox Bazar så er det
absolut ingen ting i forhold til hvad de gør her. Jeg ved ikke hvor mange
turister der kommer her, men det kan ikke være noget af betydning (eller også
ser jeg bare meget meget underlig ud?) ALLE glor, kvinderne sådan lidt diskret,
mændene er noget mere kække og spørger straks ”your country.?” Men det sjoveste
er børnene, mange af dem kommer løbende efter mig og råber Hallo, goodbye og
what’s MY name.? Der er gået lidt kludder i ordene men pyt jeg ved jo hvad de
vil.. Så er der de børn der simpelthen er bange for mig, det rygtes hurtig når
jeg kommer gående og så springer de for livet ind bag murene, først når jeg er
forbi tør de kigge ud igen. Helt tosset bliver det hvis jeg tager mit kamera
frem, så flygter de og bliver oprigtig bange kan jeg se. Der er så mange gode
motiver, men ligefrem at skræmme livet af ungerne for et billede det er det nu
ikke værd.
Overalt render der unger rundt, mange af dem komplet nøgne,
hvis jeg kunne så ville det helt sikkert også være mit valg. Her er så varmt at
det gør ondt. Faktisk så er jeg sikker på det er noget af det varmeste jeg har
prøvet, jeg har dyb respekt for de kvinder der går rundt i burka og ja i det
hele taget alle kvinderne, for mændene de har det sku godt. De kan gå rundt med
et enkelt lille klæde for neden, mens kvinderne er dækket til fra top til tå.
Jeg har ikke kunnet finde noget tøj endnu, og selvom jeg ved at der bliver
kigget lidt ekstra fordi jeg ikke har skjult mine bryster med et ekstra lag tyk
stof og et tørklæde så er jeg sku egentlig ret ligeglad lige nu. Jeg er sikker
på jeg ville dø på stedet hvis jeg skulle have mere tøj på. Jeg holder mig dog
fra at gå i vandet, selvom en dukkert trækker helt ubeskriveligt.
Jeg er kommet hertil fordi jeg har læst at det er det eneste
sted man kan dykke i Bangladesh. Det er også rigtig siger den lokale restaurant
ejer, men dem der har den lille biks hvor det hele sker, er ikke på øen før til
december. PIS OG LORT..! Jeg ville så gerne have tilføjet Bangladesh til
tossede lande jeg har dykket i. Lidt ærgerlig (nej faktisk meget ærgerlig) går
jeg ned på stranden for at kigge på en masse mænd der er ved at skubbe en båd i
vandet. Mens jeg står og tager et par billeder af dem kommer en af fyrene hen
til mig. Nå så starter vi igen tænker jeg… Og ja han spørger selvfølgelig om
hvor jeg er fra, om jeg er på et projekt, næh jeg er bare mig selv og på ferie.
De er han og hans 4 venner også fortæller han. De bor til daglig i Dhaka, men
har ferie som de fleste andre Bengali folk for tiden. De 4 andre gutter støder
til og de er faktisk helt cool alle sammen, så vi aftaler at mødes senere.
Jeg har det helt fint med at skulle mødes med dem, min
intuition har indtil videre ikke svigtet mig når det handler om hvem jeg vælger
at bruge mere tid på end bare et hej. Jeg har gennem mine rejser oplevet rigtig
mange gode og spændende ting ved at følge min intuition, så den får lov at
bestemme igen. De bor faktisk ikke så langt fra mit hotel nede ved stranden. Vi
bruger hele formiddagen sammen, de er vildt hyggelige og ikke på nogen måde
anmassende. Nede på stranden drøner de rundt som unge teenager og kaster med
sand, begraver hinanden og hopper over bølger. Det er nemt at se at det ikke er
hver dag de kommer til stranden. Ude i vandet råber og kalder de på mig, men
jeg kan jo ikke hoppe i vandet som pige..??!! Jo det mener de nu ikke der er
noget i vejen for så jeg hopper i det kølende vand, selvfølgelig med alt tøjet
på.. Skønt..! Her bliver vi den næste time.
Desværre skal de hjem med færgen i dag, så om eftermiddagen
følger jeg mine nye venner til havnen, inden afgang når jeg lige et lyn kursus
i at spise med fingrene for frokost skal der jo også til. Det går ikke vildt
godt og de lover at øve med mig i Dhaka når vi ses igen. Jeg har 3 dage der og
de har lovet at vise mig rundt. Jeg skal bare ringe fra det simkort som jeg
lige har fået af en af gutterne og så kommer de og henter mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar