The end of the world...

Der findes altså åbenbart stadig steder hvor små fantastisk smukke brune unger drøner rundt uden en trævl på kroppen. Velkommen til St.Martins island den aller sydligste spids af Bangladesh.

Det har været noget af en lang tur hertil.. fly, bus og færge.. Men nu er jeg her og sikke et paradis. Der findes ingen biler på øen, men små ombyggede cykler som fungerer som udmærkede transportmiddel. Det nød jeg godt af med det samme, for med en rygsæk på ryggen i 36 graders varme så er det jo nærmest umenneskeligt at skulle gå i 30 min, distancen til mit hotel fortæller ham den unge fyr som er kommet for at hente mig. Vi hopper op bag på en cykel og først da vi er kommet op ser jeg at det er en ung knægt der skal cykle os. Han er ikke mere end 10 tror jeg, hans ben er stadig en smule for korte så han må tage et lille fint hop for hver gang han træder ned i pedalerne. Min samvittighed er sort som kul da vi kommer frem, så jeg stikker hurtigt 100 taka ned i hans hånd, jeg ved godt det er alt alt for meget, men min samvittighed bliver en smule lysere og drengen har tjent et par dages løn på 10 min.. Alt er godt.!

Hvis jeg syntes at folk gloede meget i Cox Bazar så er det absolut ingen ting i forhold til hvad de gør her. Jeg ved ikke hvor mange turister der kommer her, men det kan ikke være noget af betydning (eller også ser jeg bare meget meget underlig ud?) ALLE glor, kvinderne sådan lidt diskret, mændene er noget mere kække og spørger straks ”your country.?” Men det sjoveste er børnene, mange af dem kommer løbende efter mig og råber Hallo, goodbye og what’s MY name.? Der er gået lidt kludder i ordene men pyt jeg ved jo hvad de vil.. Så er der de børn der simpelthen er bange for mig, det rygtes hurtig når jeg kommer gående og så springer de for livet ind bag murene, først når jeg er forbi tør de kigge ud igen. Helt tosset bliver det hvis jeg tager mit kamera frem, så flygter de og bliver oprigtig bange kan jeg se. Der er så mange gode motiver, men ligefrem at skræmme livet af ungerne for et billede det er det nu ikke værd.

 

Overalt render der unger rundt, mange af dem komplet nøgne, hvis jeg kunne så ville det helt sikkert også være mit valg. Her er så varmt at det gør ondt. Faktisk så er jeg sikker på det er noget af det varmeste jeg har prøvet, jeg har dyb respekt for de kvinder der går rundt i burka og ja i det hele taget alle kvinderne, for mændene de har det sku godt. De kan gå rundt med et enkelt lille klæde for neden, mens kvinderne er dækket til fra top til tå. Jeg har ikke kunnet finde noget tøj endnu, og selvom jeg ved at der bliver kigget lidt ekstra fordi jeg ikke har skjult mine bryster med et ekstra lag tyk stof og et tørklæde så er jeg sku egentlig ret ligeglad lige nu. Jeg er sikker på jeg ville dø på stedet hvis jeg skulle have mere tøj på. Jeg holder mig dog fra at gå i vandet, selvom en dukkert trækker helt ubeskriveligt.

Jeg er kommet hertil fordi jeg har læst at det er det eneste sted man kan dykke i Bangladesh. Det er også rigtig siger den lokale restaurant ejer, men dem der har den lille biks hvor det hele sker, er ikke på øen før til december. PIS OG LORT..! Jeg ville så gerne have tilføjet Bangladesh til tossede lande jeg har dykket i. Lidt ærgerlig (nej faktisk meget ærgerlig) går jeg ned på stranden for at kigge på en masse mænd der er ved at skubbe en båd i vandet. Mens jeg står og tager et par billeder af dem kommer en af fyrene hen til mig. Nå så starter vi igen tænker jeg… Og ja han spørger selvfølgelig om hvor jeg er fra, om jeg er på et projekt, næh jeg er bare mig selv og på ferie. De er han og hans 4 venner også fortæller han. De bor til daglig i Dhaka, men har ferie som de fleste andre Bengali folk for tiden. De 4 andre gutter støder til og de er faktisk helt cool alle sammen, så vi aftaler at mødes senere.

Jeg har det helt fint med at skulle mødes med dem, min intuition har indtil videre ikke svigtet mig når det handler om hvem jeg vælger at bruge mere tid på end bare et hej. Jeg har gennem mine rejser oplevet rigtig mange gode og spændende ting ved at følge min intuition, så den får lov at bestemme igen. De bor faktisk ikke så langt fra mit hotel nede ved stranden. Vi bruger hele formiddagen sammen, de er vildt hyggelige og ikke på nogen måde anmassende. Nede på stranden drøner de rundt som unge teenager og kaster med sand, begraver hinanden og hopper over bølger. Det er nemt at se at det ikke er hver dag de kommer til stranden. Ude i vandet råber og kalder de på mig, men jeg kan jo ikke hoppe i vandet som pige..??!! Jo det mener de nu ikke der er noget i vejen for så jeg hopper i det kølende vand, selvfølgelig med alt tøjet på.. Skønt..! Her bliver vi den næste time.

 

Desværre skal de hjem med færgen i dag, så om eftermiddagen følger jeg mine nye venner til havnen, inden afgang når jeg lige et lyn kursus i at spise med fingrene for frokost skal der jo også til. Det går ikke vildt godt og de lover at øve med mig i Dhaka når vi ses igen. Jeg har 3 dage der og de har lovet at vise mig rundt. Jeg skal bare ringe fra det simkort som jeg lige har fået af en af gutterne og så kommer de og henter mig.

På vej til færgen fortæller Shamim at jeg skal passe på mig selv, for ikke alle folk her i Bangladesh er flinke.. Jeg er glad for jeg stødte ind i 5 af den flinke slags.

Har du fået glosuppe med kigboller...

Sister coffee.? Sister you buy.? Sister you want speedboat.? Sister you alone.? Sister your name.? Sister, sister sister………. Jeg har vovet mig udenfor mit hotel værelse I Cox Bazar og ned på “verdens længste strand” som de siger det er.?! Ja det ved jeg altså ikke om er rigtigt, men lang det er den i hvert fald. Jeg kunne få et rigtig godt kig på den fra flyet jeg fløj med fra Dhaka, et fly fyldt med Bengali-folk, ikke en eneste udlænding udover mig. Damen som sad ved siden af mig var på vej på ferie med hendes mand og deres 2 døtre. Da hun hørte at jeg var turist og ikke på arbejde måbede hun, men da hun så hørte at jeg var alene og ikke havde booket noget hotel ja så vendte hun sig straks om til manden og fik sat ham på sagen. Manden og hende selv var læger, så de havde vist lidt kontakter i byen og med det samme vi landede ringede han op og fik i løbet af 2 min et værelse på et ret nice hotel til speciel pris til mig. Ikke nok med det så tog de mig også med i deres private bil som stod klar til at hente dem og satte mig af ved mit hotel.

 

Men tilbage til stranden hvor jeg gik mig en rigtig lang tur langs med vandet, der var så mange mennesker her og alle var fra andre steder i Bangladesh. Cox er deres mest populære ferie sted og mange holder fri lige nu fordi der lige har været EID-festival. Alle gloede på mig og de modige af slagsen kom helt hen og spurgte som det første: ”Which country maa’m.? Og næste: You alone.? Det er faktisk meget sjovt, de er jo bare nysgerrige så jeg griner lidt og siger for 20 gang” Denmark” og ”yes alone”

Så skal der tages billeder og nej det er ikke mig der tager af dem, det er de andre, først med en fyr så med hans ven så med en anden ven og til sidst med dem alle sammen. Nogen er ikke så modig så de nøjes med ”diskret” at løfte deres mobil og tage et hurtigt foto. Nogen er endda så opfindsomme at gøre som om der skal tages billeder af noget helt andet og så får de lige lusket det rundt så jeg kommer i billedet i stedet. Det er ret sjovt at se på, et par gange hopper jeg hen ved siden af konerne og smiler, så får de i det mindste et ordentligt billede.

 

Efter et par timer på stranden er det nu alligevel ved at blive lidt for meget, jeg prøvede at sætte mig stille ned og nyde havet, men der gik mindre end 1 minut så var jeg omringet af mænd. Det var til gengæld ikke særlig fedt og i hvert fald overhovedet ikke afslappende. Så mig hjem på hotellet og gemme mig lidt. Jeg gemte mig faktisk så meget at aftensmaden blev indtaget på hotellet. Jeg orkede bare ikke at skulle sidde og spise mens 20 mænd kigger på.

Jeg er ved at begynde at fatte at der bare IKKE er nogen turister af betydning her i landet, jeg har kun mødt smil og hjælpsomhed indtil videre. Især når de finder ud af at jeg er alene… HELT ALENE..! Så vil hjælpen ingen ende tage, for jeg kan da ikke sådan drøne rundt i Bangladesh helt alene pige.. Det beviser hotel personalet også til fulde de sørge for at booke færge til St. Martins hvor jeg vil til i morgen, de køber busbillet til mig og finder et hotel på øen til en ok pris. Alt det er jeg super taknemlig for. Hvad jeg så måske ikke syns er så fedt er at jeg på en aften blev ringet op af receptionen 4 gange, de skulle bare lige høre om alt var i orden. 2 gange blev der banket på min dør for lige at tjekke og kl.22,30 blev der så lige banket en sidste gang..! Okay der var min tålmodighed brugt helt op og jeg flåede døren op. .. ”WHAT.??!!”Udenfor stod en sød ung fyr og så noget forskrækket ud.. Han ville bare være så sød at sprøjte mit værelse mod myg inden jeg skulle sove. Øhh tak sagde jeg flovt og lukkede ham ind.

 

Bangladesh.. Jo hvorfor ikke..

Ring, ring, ring....

 Lyden af cykel ringklokker er mere eller mindre det eneste jeg kan høre på gaden neden for mit hotelværelse. Det er faktisk en helt rar lyd i forhold til den evige dytten i Kathmandus travle gader.  Et af mine første indtryk er: Rickshaws mange mange rickshaws. Flotte og smukt dekoreret med en (for det meste) ret tynd og ret ung kampsvedende mand bag pedalerne, der langsomt men sikkert cykler gennem gaderne med 1,2, 3 ja nogen gange 4 personer siddende bagi.

 

 Jeg ligger under mit lagen på et hotel midt i den fine del af Dhaka, Bangladesh.. Gulshan.. Det er ikke med min gode vilje at jeg er indlogeret her til $ 80 pr nat…! Jeg ankom ret sent med fly fra Nepal og det første jeg skulle var at få booket en tur til Sundarbans. Tænkte det ikke kunne tage så længe, men der fik jeg så min første time i Bangladesh-forhold. Her tager ALTING tid. Nå men efter hjælp fra et par unge piger fra Europa, der bor her sammen med deres mænd, fandt vi endelig Guide tours som jeg vil booke min tur ved.

De havde været så søde at tage mig med fra lufthavnen i deres taxi, de blev meget overrasket over at jeg var turist og så endda en pige helt alene..?!! Hvad vil du dog her i Bangladesh.? Her kommer jo ingen turister..? Hmm jammen jeg vil gerne se landet og lære en smule om de folk der bor her. De rystede noget på hovedet, men var da så søde at fortælle mig lidt om skik og brug her i landet, bare for at forberede mig lidt. Kunne hurtig tyde at noget af det første jeg skal er at få købt en ny garderobe.

Det tog mig 1½ time at få booket en speciel tur på 5 dage i Sundarbans og hele vejen tilbage til Dhaka i båd. 2 pladser for Søren, som er en fyr jeg har lært at kende gennem De berejstes klub, kommer over og holder mig med selskab den sidste uge af ferien. Han er nemlig også for tiden i Nepal og har lidt ferie inden han tager et nyt hold danskere med ud og trekke. Se nu var det jo så blevet meget meget mørkt udenfor og jeg havde ikke booket noget hotel, heldigvis var fyren ved Guide tours så sød at få mig indlogeret på et hotel i nærheden. Et hotel i den ret dyre ende, men så kan det være du kan lære det Tanja – Book inden du ankommer..!