Nu begynder det..

Moskva -Ekaterinborg.. Jeg leder efter noget der bare det mindste minder om de to byer oppe på tavlen over tog der afgår inden for de næste par timer.

Vi er kommet gennem metroen og har fundet den station vi skal med toget fra. En stor flot togstation med mange tog at vælge imellem, så det gælder om at holde tungen lige i munden og prøve at finde hoved og hale i det hele. Med lidt hjælp fra nogle søde mænd i uniform bliver vi vist hen til rette afgangs hal og her skal vi så bare slå et par timer ihjel inden vi skal med toget mod Kina..! Vi ender ved siden af en russer der gerne vil snakke. Det går efter omstændighederne okay, med ham på russisk, jeg på et mix af dansk og engelsk finder vi ud af små dele om hinandens liv. Han lyser helt op da han efter lang tid forstår at jeg er kok og arbejder på Mc Donalds..!!?? Øhhh ja tegn for bølger kan jo ligne mange ting, jeg orker ikke at prøve at forklare nærmere og lader ham blive i troen.

En flok unge mænd fra Tajikistan(er det overhovedet et land tænker jeg.?) får øje på mig og jeg bliver hurtigt omringet, en af dem taler forbavsende godt engelsk, så han kommer hurtigt på arbejde med at oversætte både den ene og den anden vej. De er vældig søde, og da de finder ud af at Johnny(som de mere eller mindre har igoneret) ikke er min mand ja så kommer der straks invitationer om at komme og besøge dem i Tajikistan(som jeg nu har fundet ud af rent faktisk ER et land) De fortæller smukt om deres land og jeg tænker ved mig selv joohh hvorfor ikke tage imod indbydelsen, så de får lov til at få min mail og så må vi jo se om jeg skal en tur derned på et tidspunkt.

Vores tog ankommer..! Juhhuu nu er det nu.. Ret så spændte går vi mod vogn nummer 11 som skal huse os de næste 26 timer. Det er rigtig fine forhold ombord. Vores kupe er ikke så bred, men den er pæn ren og har masser af siddeplads med bord i midten. Vi skal dele kupe med et ægtepar fra Rusland. De er rigtig søde, men vi snakker ikke meget med dem da deres engelsk er lig nu og vore russisk ikke et hak bedre.

Vores første tog tur går super godt, vi hygger os og falder hurtigt ind i rytmen af togets vuggen. Natten bliver heller ikke noget problem, Johnny hopper op i over køjen og jeg redder sofaen om til en seng. Madrassen er en smule hård, men jeg bliver hurtigt lullet i søvn. Vore medrejsende skal tidligt af, så jeg vågner kl.04 da de pakker deres ting. Det er helt okay, så kan jeg jo følge lidt med i hvad der sker uden for vinduet. Da toget kører igen lægger jeg mig til at læse til Johnny vågner. Morgenmaden består af musli  og langtidsholdbar mælk der er blevet godt varm i løbet af natten, ren luksus.! 

Vi har hele dagen i toget, og er så heldige at vores næste medrejsende er en ung fyr der har været i byen hele natten, han kravler hurtigt i køjen og så ser vi faktisk ikke mere til ham. Vi smider en film på mini pc’en (ja det er slet ikke så skidt med det flash-packing) og hygger os gevaldigt de næste par timer.

Dykker smølf som jeg har fået af Magnus inden jeg rejste, er selvfølgelig med på hele min tur.

Tornerose er en mand…???!!!

Så har man set det med… Lenin liggende der i en glasmontre og ligne en der bare tager en lur, selvom han har været død siden 1924..! Ja vi blev jo ligesom nødt til det syns jeg, når nu vi var her. Det kræver sit at få lov til at vandre forbi et dødt balsameret menneske især når nu det er Lenin vi snakker om.  Klokken 10 om morgenen stillede vi os i kø sammen med alle de andre som havde det her underlige ønske om at se denne mand. Vi blev lukket videre ind i en anden kø en 20 stykker af gangen, her skulle vi aflevere tasker og gå igennem metal detektore inden vi fik lov til at stille os i endnu en kø, langsomt gik vi mod det store mausoleum. Der var en meget underlig stemning og vi vidste skutte helt hvad vi måtte gøre og ikke gøre. I hvert fald måtte man bestemt ikke gå med hænderne i lommen, Johnny var tæt på ikke at komme med ind fordi han havde dem der og vi ikke helt fattede hvad de mente da de lavede meget store armbevægelser efter ham.

Ned af granit trappen gik det og op igen før vi kom til Lenins ”grav” her lå han så og så egentlig bare ud som om han sov. Man må under ingen omstændigheder stoppe op, så der blev gået meget meget langsomt rundt om ham. Altså det var så underligt, en meget lille mand med skæg som lå der som en anden tornerose og sov 100 års søvnen.. ja jeg ved ikke hvad jeg havde forvente, men mærkeligt det var det.

 Moskva er gået tynd de sidste par dage, vi har fået set det meste af det vi ville bla tog vi en skøn men lidt kold sejltur ned af Moskvas flod, forbi Kremlin, smukke kriker og Gorky park. Vi gik hjem igen gennem nogle rigtig hyggelige kvarterer og gader. Jeg var tæt på at drive Johnny til vanvid da der skulle shoppes Babuska dukker og juleting. Det er altså ikke nemt at vælge mellem 1000 vis af forskellige dukker, og slet ikke når hun helst ikke må være for stor da hun skal i rygsækken, men stadig gerne må så flot udsmykket ud. Juleting halløjet er en meget dum ide jeg har fået med at købe en julekugle eller lignende fra hvert land jeg er i. Så det skulle jo også lige klares.

Jeg fik styr på det hele, så nu er der lidt mere der skal stoppes i den ellers ret så tunge rygsæk..!

Поездка в Россию

Har du nogen atomvåben at fortolde..? Øhh næhh vist ikke lige hvad jeg ved af.! Velkommen til Rusland, landet hvor intet giver mening.

Eller måske gør det, men jeg syntes godt nok det har været en hård start. Jeg tog fra Danmark med feber og snot i hele hovedet, sov hele vejen på flyet og havde det stadig af H-til da vi ankom. I lufthavnen fandt vi heldigvis vores tog mod Moskva ret hurtigt, men fandt så ud af at vi faktisk ikke havde fået adressen med på vores hostel. Så på jagt efter et sted med noget Wi-fi, Ja for jeg er jo blevet flash-packer og render nu rundt med en sød lille mini pc i tasken. Adresse fundet og så videre mod metroen. Metroen gik super, der var dog mega varmt dernede, hvilket ikke lige hjalp på min feber. Ude af metroen blev vi mødt at kaos.! Biler over alt, kæmpe veje der skulle krydses og skilte der på ingen måde gav mening.

Forsøg på at spørge folk om vej gik ikke vildt godt, engelsk er ikke behjælpeligt her og de rystede faktisk alle bare på hovedet og kiggede den anden vej. Det betød at vi endte med at gå en del forkert, hvilket min sygdoms ramte krop faktisk ikke var vildt lykkelig for. Det blev sku for meget, så jeg endte med at stoppe kortet helt op i snuden på en mand i uniform og pege på vejen vi skulle finde. Det hjalp, han viste os vej og sørme om ikke vi var ret tætte på..!

Hurtigt af med taskerne, ned med et par panodiler og så ellers i gang med at udforske Moskva. Vi gik ned mod kremlin, som ikke lå langt væk fra vores hostel så det var helt perfekt. Sikke et syn der mødte os det var virkelig flot, store røde mure med flotte tårne i hjørnerne, den røde plads var fyldt med mennesker og fuld af liv. Den sindssygt smukke St. Basil kirke med de mange forskellige farvede kupler lå for enden af pladsen, så flot et syn og ja der blev taget en del billeder her.

Meget mærkelige tegn står på et stykke papir, vi skal have aftensmad og det er faktisk ikke nemt at beslutte hvad man vil have når intet giver mening. Nå men vi ender med nogle pandekager med kød, eller ja kød det ved jeg faktisk ikke om det er, det smager dog faktisk ret godt så jeg vælger ikke at tænke mere over hvad jeg faktisk spiste.

På vejen hjem slog vi endnu en smut omkring den røde plads for at få lidt aften stemning inden sengen kaldte.

Grønland set i bakspejlet

Grønland er bare så langt væk nu, og alligevel er det kun et par uger siden at jeg sad i lufhavnen sammen med Heidi på vej hjemad.

Det har været en ud af mange fede oplevelser i mit liv, jeg er så glad for jeg fik muligheden for at kommer derop og for at kunne arbejde i de sindsygt smukke omgivelser Ilulissat har at byde på.
Jobbet har været fantastisk, men til tider også ret hårdt. I starten blev der brugt en del energi på at acceperet at klokken kunne være 7-8 stykker om aftenen før jeg vidste hvornår jeg skulle møde og hvad jeg skulle lave dagen efter. Jeg syntes også det var hårdt at få sat mig ind i alle de forskellige ture og hold op hvor var jeg nervøs de første gange der skulle guides. Men se så... Så gik der 3 måneder og nu kan jeg slet ikke se hvad det var der var så svært.?!!
Turene er blevet guidet mange mange gange og de sidder på rygraden, jeg fik vænnet mig til at min arbejds dag normalt først sluttede om aftenen og selv de 16-20 timers dage blev en leg..

Jeg har oplevet så meget og lært en masse skønne mennekser at kende. selvom der var meget arbejde, så var der stadig tid til mange spændende oplevelser i fritiden.
En aften i juli var vi nogle stykker der gik på gul rute om aftenen, med os havde vi godt med vin og et par plastik krus. Der var så smukt derude, fjorden var helt fyldt op med store isbjerge og der lå en tæt tåge mellem dem.

 Her blev der hygget i midnatssolens skær lige indtil nogle af os blev nødt til at smutte hjemad da en lang dagstur til Eqi ventede. Sarah og Frederik de seje unge mennsker blev og sov derude.

Turene til Eqi har også været helt specielle og fantastiske. Altid med en god start ombord på Aleqa eller Sapanaq og den skønneste besætning.! At sidde i styrhuset og snakke, pjatte og prøve på at lære en smule grønlandsk var så hyggeligt. De mange timer ombord på bådene i løbet af sommeren har givet mig nye gode venner som jeg holder rigtig meget af.

Stemningen i Eqi er så speciel og enestående, Jeg nødt at komme op og lave god mad til gæsterne sammen med Paa. Og når der var tid til det også komme lidt ud og vandre rundt i området. I juli mens der har været mange birke rørhatte at samle var vi tit ude efter aftensmaden og fylde poser til madlavningen.

Aqqalu og jeg fik enda tid til at smutte en tur til morænen en dag, super skæg tur som vi begge nød meget. Vi gik stille og roligt, mens især Aqqalu fortalte en masse spændende historier fra hans barndom i Grønland. Jeg lyttede og sugede til bare til mig. Sikke et meget anderledes liv end mit..!

Oppe på morænen kunne vi se ud over gletcheren som vi så mange gange har ligget foran med vores gæster på dagsturene. Skægt at se den fra en anden vinkel.

Jeg kunne blive ved med at fortælle små historier om alle de værdifulde og helt fantastiske oplevelser jeg har fået denne sommer, men alt hvad jeg kan sige er at Grønland har sat sig i blodet på mig og jeg kommer HELT SIKKERT tilbage til dette vidunderlige land...!