03.01.2011

Johhh det har nu være fantastisk...

 



Godt inde i 2011 sidder jeg her i min sofa og tænker tilbage.
2010 var jo et ganske fortrindeligt år, som har budt på skønne skønne oplevelser med minder for livet.

Det hele startede på en strand i Perth, med champagne i hånden og smukt fyrværkeri inde over byen, jeg havde en dejlig nytårs aften i Australien, med nye venner.
Hele Januar blev spenderet på vestkysten af Australien, her fik jeg min hidtil største dykker oplevelse da jeg svømmede med Manta Rays på Ningaloo Reef..!!! Sikke en FED fornemmelse at ligge der få meter over 3 kæmpe store mantas som bare rå-hyggede sig mens de svævede gemmen vandet.
Endnu en ganske særlig aften, var da jeg sammen med Brad tog til stranden ved Exmouth i bælgravende mørke for at finde ynglende skildpadder. Vi ventede længe og var sikre på det var et forgæves forsøg. Men da vi var på vej tilbage kunne vi hører skrabe lyde i sandet og lidt længere fremme kunne vi ane en kæmpe skildpaddemor på vej op ad strandkanten. I 3 stive timer lå vi på maven i det varme sand og fulgte hendes udmattende arbejde med at grave et perfekt hul til hendes mange æg. Det var så smukt, jeg fik gåsehud flere gange og måtte minde mig selv om at det her faktisk var helt virkeligt.
Jeg fik også en rigtig hurricane at mærke i Darwin, hvor en lang tur ud i intetheden for at besøge aboriginals blev aflyst, istedet endte vi med at få grundige instrukser om hvor emergency centret lå.

Videre gik det til Indonesien hvor jeg skulle mødes med min veninde Sooz. Hun er en skøn tosset englænder, som jeg mødte da jeg var i Australien første gang i 2006. Vi har rejst meget sammen, hun er en af de få perfekte rejsevenner som jeg kan være sammen med 24/7 uden at få lyst til at gokke hende i nøden eller det der er værre.
Vi mødtes i Jakarta, hvor hun kom med fly fra England. Efter et par dage i den noget hektiske storby, gik det med tog og bemo-busser sydover gennem Java.
En af de fedeste oplevelser på Java var da vi kl. 3 om natten begav os op gennem regnskov og tåge mod Mt.Merapi. (Ja den vulkan som for ikke så længe siden gik i udbrud)
Det var en smuk og meget meget hård tur op, men så absolut det hele værd. At se røgen fra den mest aktive vulkan i hele verden, stige op mod himlen var noget ganske særligt.
Mt.Merapi blev min først vulkan og det gjorde det selvfølgelig endnu mere specielt.
Videre gik det til Bali, hvor der blev dykket en masse. Der blev også tid til at besøge et børnehjem på nordkysten. Og hvor var det dog en dejlig dag.! Smukke velopdragene unger kom os i møde og i løbet af ganske kort tid var der en tillid til os som jeg ikke har set mage. Især en pige var ganske særlig, hun veg ikke fra min side hele dagen.
Vi tegnede og lavede smykker om formiddagen, mens det regnede. Efter middagsmaden som blev indtaget med fingrene, hvilket skabte en del grin fra de skønne unger var det tid til en omgang fodbold med drengene. Imens øvede tøserne et dansenummer som de viste inden vi desværre måtte vende snuden hjemad.
Vores sidste uger blev brugt på et par paradisøer som hedder Gili islands. Aldrig har jeg set smukkere omgivelser. Her var fantastisk og en uge blev hurtigt til 2.
Vi lavede ikke meget andet end at dykke i nær perfekt vand, ligge på stranden og læse, spise lækker mad og hygge med nye gode venner. Hold op hvor var det skønt..!

Hurtigt var 3 mdr. gået, jobbet og mine skønne sømænd kaldte, vi nåede lige en gennemført perfekt koncert med AC/DC i Sydney. 70.000 mennesker rockede under en solrig sommerhimmel..!
Det var som altid den bedste følelse at lande i Tirstrup, hvor hele min elskede familie stod og modtog mig med flag, smil og kæmpe kram. JEG ELSKER DET...!!!!
Hjemme ventede en top fantastisk nyhed, min søster var gravid igen og skulle føde engang i August, nu kunne det kun gå for langsomt til det blev sommer.
Mine arbejds uger var fyldt med nydning og hygge med mændende. At sidde udenfor på dækket mens vi sejler mod jyske rev en sommeraften og grille og solen går ned, det er bare toppen.

Maj bød på en tur i sommerhus ved Skallerup Klit med min elskede familie. Jeg husker vores sommerferier, da min søster og jeg var små, med glæde. At være sammen med mor, far og mormor og morfar var bare ren nydning. Det har vi så gjort igen nu nogle år i træk.
Og hvor vi bare nyder det allesammen. Vi får så meget ud af at være sammen sådan 4 generationer, jeg syntes det er så fantastisk at Magnus er lige så tryg og glad for at få læst historier hos oldemor/far, som ved hans egen mor og far.

Vores årlige famileweekend med tanter, onkler, fætre og kusiner løb af stablen i Juni.
En weekend i hyggens tegn, der bliver snakket til den store guld medalje, leget med alle de mange unger der efterhånden er, spillet vikingespil og ikke mindst siddet meget ved bålet om aftenen.
Sommerhus blev det til igen i Juli sammen med min elskede veninde og hendes skønne familie. Tinas søster og mand havde inviteret dem på ferie og jeg var så heldig at komme med som legetante.
Vi havde en super uge med en masse leg, især i den dejlige pool som var i huset.
Min fødselsdag blev fejret med bravour med morgensang og lækker morgenbord, ungerne havde lavet de skønneste gaver og lille Holger viftede med flag på livet løs.
Resten af sommeren blev brugt på gode venner, Glenn og jeg havde bl.a en skøn picnic med sandwich und alles ved havnen i Randers og en tur i Djurs Sommerland med den fynske bonusfamilie og Magnus blev det også til.

I August kom så mosters anden smukke nevø.. Lille Sofus tog sin tid om at komme ud, men 19 August var han her. Moster havde taget ekstra fri fra søen for at kunne være hjemme, men nej nej... Jeg var nået på job i Esbjerg inden han kom. Så moster kørte 2,5 time op og 2,5 time ned igen for at se sin nevø i 1 time. Det var hver en kilometer værd..! Kærlighed ved første blik, og hvor var storebror Magnus dog bare stolt..!!!
U2 valgte at slå en smut omkring Danmark og det var vi en del der var glade for. Tina, Danny, hans bror og jeg tog en smut til Horsens og skrålede med på gode gamle klassikere, jeg tænkte kort tilbage på 2007, hvor jeg stod overfor selvsamme band bare på den anden siden af kloden. Nemlig i Melbourne..

August bød også på 14 dage i Tunesien med Glenn. Det blev en helt igennem kanon tur..! Vi hyggede os i de 30-39 graders varme. Poolen var herlig og der blev brugt rigtig mange timer der. Vi fik også dykket en masse, det skulle jo til nu når Glenn lige havde taget sit certifikat.
Det var spændende dykning, der var især rigtig mange skibe fra 2 verdenskrig, så vi var heldige at se gasmasker, store tanks og en masse dagligdags ting , som skrivemaskine, film fremviser og service.
Vi stødte også på de lokale, hvilket endte med flere cafe' besøg med vandpibe rygning og en aften hjemme hos familien. Det var rigtig spændende, jeg fik lavet henna på begge hænder og efter solnedgang fik vi det lækreste mad på hele turen. Vi endte ude i gårdspladsen under stjernerne, på små måtter, hvor vi drak sød myntete og udvekslede historier. Jeg var lykkelig for at denne charterferie alligevel udviklede sig til lidt mere end bare charter..

Magnus og moster tog på "flyve for første gang" tur til København i Oktober. Magnus har siden han var ganske lille bragt og hentet moster i lufthavnen en del gange, han følger altid med i hvor jeg er henne af i verden. Så det er klart den lille fyr er noget hjernevaske mht til at flyve. Der bliver altid vinket til fly i luften og hvis jeg er af sted på rejse spurgt: "Er det mosters flyver".?
Vi havde en ovenud skønherlig tur, Magnus var stolt som en pave da vi steg ombord i flyet, inden vi lettede blev han inviteret ud til piloterne og fik også en fin lille gave, han var pludselig en meget stor dreng.
Vi travede København tynd, en tur i rundetårn, ned og se dronningens soldater, lytte til dejlig jazz musik med en pølse i hånden og drikke varm kakao på cafe´. Det var sådan en fantastisk tur..!

Sofus skulle døbes i November, jeg var blevet spurgt om jeg ville bære, så den stolte gudmor/moster stod der i kirken med tårer i øjnene og svarede: SOFUS SCHWARTZ CHRISTENSEN.. Det var en skøn dag, dog startede den med lidt urolige maver om folk kunne komme frem. Der var nemlig ret så meget sne over hele djursland. Men alle kom og vi hyggede hele dagen.
Inden det store juleræs i December tog Tina og jeg til London. Jeg havde glædet mig som et lille barn til denne tur. Tina og jeg har snakket meget om en tøsetur uden unger og mand og endelig skulle vi af sted.
London var smukt julepyntet, der var folk overalt, men hvor var det hyggeligt. En tur i teatret for at se Phantom of the opera, godt nok med pladser helt oppe under loftet, blev prikken over I'et. Det var en fantastisk forestilling, jeg er henrykt over at Tina valgte netop det stykke, da jeg aldrig selv ville have valgt det. Trods en noget hektisk og uheldig hjemrejse er vi begge enige om at det nu skal være tradition at komme af sted, helst en gang om året.

December kom med mere sne, der blev pyntet op i min lille lejlighed og hygget max med familien.
Men December har også budt på mange timers bekymringer og overvejelser, jeg har måtte tage mit liv op til revision. Det har betydet at jeg ikke længere er på det gode skib Glarea. Jeg kommer til at savne mine sømænd inderligt, de har været en stor del af mit liv de sidste 3 år, man kommer utrolig tæt på hinanden når man går sammen 24/7 i 14 dage af gangen. Men jeg ved at jeg har venskaber for livet i de fleste af dem og jeg vil heller ikke udelukke at jeg ikke tager med som "turist"  på et tidspunkt.
Lejligheden er også sagt op. Den 1 April 2011 skal jeg være ude. Jeg har ingen idé om hvad der kommer til at ske, dog ved jeg, at jeg har gode venner som har lovet at åbne deres hjem for en sigøjner.

Juleaften var hos mine forældre. Vi var der allesammen, Magnus og lille Sofus i nissetøj. Det var ren nydnig, jeg tror jeg nød den endnu mere i år, fordi jeg ved med mig selv at jeg næste år ikke er hjemme i julen.
Nytåret blev på Fyn med min bonus familie, der blev pyntet op med glitter og glimmer, skudt raketter af 20 min i midnat fordi Marius var ved at dratte i søvn, drukket champagne og sagt godt nytår 3 min over midnat, det var hygge på højt plan.

Nu har jeg siddet her i min sofa rigtig længe, der er sket så meget mere i 2010 jeg gemmer det alt sammen i minderne og glæder mig til hvad 2011 vil bringe.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar