Guidet rundrejse i Nord Grønland Marts 2014.

 

Isfjelde, Hundespand og Nordlys

    

 Vinter tur marts 2014 til Grønland…

 

 Dag 1:

Afrejse fra Kastrup om morgenen med ankomst i Kangerlussuaq 4½ time senere

Indkvartering på 2 mands værelser på vandrehjem

Tur til indlandsisen i jeep. Vi kører med jeep ud af byen på den eneste vej i Grønland der fører direkte til indlandsisen. På grund af isens konstante bevægelser har den skubbet godt og grundigt til vejen siden den blev bygget, så i dag skal man vandre et lille stykke for at komme helt op på isen.

Aftensmad i roklubben, en smukt beliggende hytte lidt uden for byen.

 

Dag 2:

Morgenmad på vandrehjemmet

Moskus safari. I dag starter vi dagen med at kigge efter Moskus okser, man skal ikke langt uden for Kangerlussuaq før man kan være heldig at se disse majestætiske dyr.

Afgang med fly til Ilulissat efter middag.

Transfer fra lufthavn til Ilulissat vandrehjem, som ligger centralt midt i byen.

Efter indkvartering går vi ned i byen for at spise en lækker tilberedt frokost og derefter bruger vi et par timer på at vandre rundt i byen.

Vi hører om hvordan Ilulissat udviklede sig fra en lille bygd til den livlige by den er i dag. Havnen er byens vigtigste knudepunkt, især om sommeren hvor Royal Arctic line hver uge ankommer med forsyninger til befolkningen. Om vinteren lukker inderhavnen til, men der er stadig en livlig aktivitet og det er altid spændende at kigge på de mange folk som har deres daglige gang her. Videre på vores tur kommer vi forbi den smukke Zions kirke fra 1780 som ligger med en fantastisk udsigt over Diskobugten.

Vores tur ender i byens ”centrum” hvor man evt. kan købes sig lidt snaks til næste dags vandretur.

Aftensmaden spiser vi på vores hostel

 

Dag 3:

Morgenmad på vandrehjemmet

Vandretur til Sermermiut med frokost.

Det var her det hele startede. Sermermiut er et smukt område lidt uden for byen, her har Inuitterne boet i flere tusind år.

Vi vandre gennem den smukke dal og en smule op af fjeldsiden for at få en perfekt udsigt ud over Ilulissat isfjord og alle de fantastiske isbjerge den som regel er fyld med.

Her spiser vi vores frokost og får os en dejlig varm kop kaffe eller te, mens vi nyder den fabelagtige udsigt, inden turen går ad samme rute tilbage til byen.

Eftermiddagen er på egen hånd, her kan I udforske lidt mere af byen.

Måske besøge det meget informative lille bymuseum som ligger i Knud Rasmussens barndomshjem eller få lidt kulturel inspiration i det nordligst beliggende kunstmuseum i verden. Museet har den største samling af Emanuel A Petersens malerier.

 

Aftensmaden er på egen hånd, man kan enten vælge en af de små hyggelige cafeer
eller spise en luksus middag på det 4* Hotel Arctic,
som ligger med udsigt til Diskobugten.

Der er mange muligheder i byen

og jeg vil med glæde hjælpe jer
med at finde et sted I syntes om.

 

Dag 4:

Morgenmad på vandrehjemmet

Vi gør os klar til turens nok største oplevelse, 2 dage på hundeslæde.

Hundeslæde er stadig et meget brugt form for transport middel, især for fiskerne som om vinteren kører ud på den frosne sidefjord til Ilulissat isfjord for at fiske hellefisk. Deres hunde er stærke arbejdes dyr som kan trække over 300 kg hellefisk på en enkelt slæde.

De lokale i byen bruger også stadig flittigt hundeslæden, dog mere som fritids aktivitet og i weekenderne er de mange slædespor omkring byen fyldt med slæder, hunde og glade mennesker.

Vi skal kører med de dygtige fiskere, de kender sporene ud og ind og har stor erfaring i de kuperede fjelde. Måske er vi heldige at finde et par ryper til vores aftensmad, eller endnu bedre en velsmagende sæl.!  På turen holder vi en del pauser med mulighed for at tage billeder og hører lidt om slæde livet.

Vi skal overnatte i slædetelt på isen, en helt formidabel oplevelse, som ikke kan samlignes med noget andet. Hvis vi er heldige vil nordlyset skinne ned på os inden vi falder i søvn efter en lang fantastisk dag.

 

Dag 5

 

Vi vågner til en ny smuk dag ude i den storslåede natur, som Grønland er så kendt for.
Efter morgenmaden pakker vi vores gear sammen og begiver os tilbage mod Ilulissat igen.

På turen hjemover stopper vi og nyder udsigten fra store Aqinaq inden vi er tilbage i byen.

Resten af dagen og frokosten nydes på egen hånd.

Jeg kommer gerne med forslag til vandreture eller andre aktiviteter.

 Vi mødes til aftensmad på en af byens restauranter.

 

Dag 6

 

Morgenmad på vandrehjemmet

 I dag skal vi ud og kigge på isbjerge i Diskobugten.

I ca. 2 timer skal vi sejle rundt mellem de kæmpe store isbjerge, stilheden herude er helt ubeskrivelig, ikke et af de mange isbjerge er ens og de forskellige formationer vil helt sikkert fylde godt op i kameraet. Vi spiser frokost midt mellem isbjergene, mens vi hører om fjorden, isen og den kæmpe mæssige gletcher der er skyld i disse giganter der stille flyder rundt her.

Efter frokost sejler vi ind og besøger Oqaatsut som er en lille charmerende bygd med kun 45 indbyggere.

 Aftensmaden spiser vi igen ude i byen.

 

Dag 7

 Morgenmad på vandrehjemmet

 

I dag er dagen til fri disposition, jeg kommer igen gerne med forslag til aktiviteter. I kan for eksempel vælge at vandre ad en af de smukke ruter i fjeldene omkring Ilulissat eller bruge et par timer på at flyve i helikopter over isfjorden og videre ind til den kæmpemæssige gletcher.

 

Hvis man har lyst kan man følge med ned på ”Brættet”, hvor aftensmaden bliver valgt ud fra hvad der ligger friskt på bordet.

 Aftensmad spiser vi på vandrehjemmet

 

Dag 8

Morgenmad på vandrehjemmet

 

Vi siger på gensyn til Ilulissat og flyver igen mod Kangerlussuaq.

 Tilbage på vores vandrehjem i Kangerlussuaq tager vi varmt tøj på og begiver os ud på isen for at Isfiske på fjorden.

 Aftensmaden indtager vi igen i roklubben

 

Dag 9

 Morgenmad på vandrehjemmet

Afrejse mod København om formiddagen med ankomst i Kastrup om aftenen.

 

Lidt info:

 

Dette er første gang jeg arrangere en tur som denne. Jeg gør det udelukkende fordi jeg efterhånden har rigtig mange som har spurgt efter en sådan tur med mig som guide.

Dette er mit Ønske-program og jeg håber ikke der kommer nogle ændringer, men der er jo stadig lang tid til så I skal vide at programmet er midlertidigt.

Prisen er derfor heller ikke helt fastsat endnu, men pt ser det ud til at blive omkring 18.000, max 20.000 pr person

Deltagere max: 12 pers

Varighed: 9 dage

Ink i prisen: fly Kbh. - Ilulissat tur/retur, fortæring på flyet ud og hjem, ophold i delt 2 pers værelse på vandrehjem, morgenmad alle dage, 5*frokost, 7*aftensmad, 2 dages slædetur og alle andre udflugter nævnt i programmet.

Eks i prisen: leje af sælskind tøj og støvler til hundeslædetur.

 

Marts måned er et perfekt tidspunkt at komme til Grønland for at opleve vinteren. Solen er kommet frem, dagene er længere og temperaturen er steget en del.

Der er selvfølgelig stadig koldt, men man skal ikke lade sig skræmme og så husk på  i Grønland er klimaet tørt og det gør at kulden ikke føles så ”våd & kold” som i Danmark. ;)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og så forsvandt verden.....

Det er ikke tit min hjerne får lov til at slå fra.. Simpelthen bare slappe fuldstændig af uden så meget som at tænke på noget som helst.. Men det er lige sket.. Shirodhara massage er ordet, det er hvad der fik mig til at forlade verden for en stund og bare være I mig selv, slappe så meget af at jeg næsten glemte hvor jeg var og faktisk næsten faldt i søvn, mens varm duftende olie flød ned over min pande gennem mit hår og med stille dryp endte i en kobber gryde under mig. Sikken en fantastisk og helt ubeskrivelig følelse det er at ligge der med hovedet let bøjet bagud og bare mærke den blide stråle at olie i en lind strøm i mit ansigt, mens en pige blidt og helt uden at røre fordeler den varme stråle fra side til side.

Jeg var noget spændt på hvad der ventede mig da jeg trådte ind i Tranquility Spa i Pokhara. I deres brochure havde de reklameret med den her specielle form for afslappende terapi med varm olie. Det lød så mærkelig at jeg bare måtte finde ud af hvad DET nu var for noget..! Først en gang skøn massage, en af de bedre jeg har fået i lang lang tid. Så ind i et rum med en stor kobber tragt hængende ned fra loftet. Her skulle mit 3-øje (punktet lige midt mellem øjnene) placeres under det lille hul, så blev mine to naturlige og en smule sarte øjne dækket af blødt bomuld og lige stå stille kom olien strømmende. Først kun ganske lunt, men efterhånden som mit ansigt vænnede sig til olien blev det varmere og varmere.

Og så var det pludselig at min hjerne forsvandt… Sammen med den dejlige varme olie røg tankerne gennem mit hår og fladt som små dråber ned ned ned……

 I 30 min var der ro, i 30 skønne minutter tænkte jeg på absolut INTET.. Tænkte ikke på hvad jeg skulle senere med min gruppe af 32 gæster, på alt det jeg skal læse op på, tænkte ikke på alle dem jeg savner hver dag, ingen udregninger i måneder og dage for at få alt det jeg gerne vil til at flaske sig. Ja selv alle mine fantastiske dejlige drømme og ideer om alt det jeg ønsker at opleve og forstå rundt i vores store verden var væk. Hold da op hvor var det en fed oplevelse.

 

Nu er jeg tilbage på mit hotel og min hjerne er tilbage hvor den hører til, mine drømme, mine bekymringer, mine skøre og spændende ideer, mit savn og hvad der ellers drøner rundt derinde er alt sammen vendt tilbage. Og det glæder mig nu, for jeg kan faktisk godt lide alt der foregår derinde. Det er jo præcis alle de tanker der skaber det liv jeg har i dag, det liv der gør at jeg i bund og grund er et meget lykkeligt menneske.

 

 

Wild tiger...

I Bangladesh (og Indien) findes verdens største sammenhængende mangroveskov, The Sundarbans. Jeg kunne selvfølgelig ikke rigtig tage helt hertil uden at besøge den og kigge på alle de fantastiske dyr der findes der. Den utrolig smukke men desværre også ret så truet Royal Bengal Tiger bor her også, der er omkring 440 tigere tilbage i den her del. Hvilket faktisk er den største bestand af de lande den findes i, som bla også er både Indien og Nepal. Men i en skov der er 5770 km² stor så er 440 tigere jo nærmest ingen ting, og jeg satte med vilje ikke mine forhåbninger alt for højt. Men helt ærlig hvem ville ikke gerne være så drøn heldig at få lov at se en tiger lige der midt i skoven ude i det fri.?!!

Søren som er en fyr jeg har mødt i De berejstes klub er også i Nepal for tiden for at lede vandreture, han valgte at bruge sine fridage sammen med mig på en 5 dages tur til Sundarbans. Vi mødtes i lufthavnen den dag jeg fløj fra Cox bazar og tog derefter direkte ind for at hente vores billet i Dhaka, og begive os med natbus til Khulna hvor vores tur skulle starte fra. 

Tidligt næste morgen ankom vi og selvom vi egentlig første skulle have været på båden om aftenen gav de os lov til at komme ombord med det samme. Den fine båd kunne have 20 personer ombord, men ved afgang var vi kun 6.. Hold op hvor luksus.! Det var helt underligt at se andre turister, Tom og Jackey var sådan rigtige turister og så havde vi Tonima og Talha med som var et lokalt par fra Dhaka. Af sted det gik mod Sundarbans, ned af store floder med små idylliske landsbyer ved flodbredden, mænd der fiskede fra deres små både med net der bestemt havde set bedre dage.

 Drenge der hujede og vinkede når de så os og piger der diskret så til. Selvom Bangladesh er et af verdens fattigste lande med en befolkning på over 158 millioner mennesker så har jeg indtil videre ikke set sådan rigtig stor elendighed. Jeg ved den er der, og det er da bestemt heller ikke alle deres huse der ville kunne modstå storm og oversvømmelse, men ungerne ser generelt sunde og velnærede ud, kvinder og især mændene ser stærke og pæne ud. (uha nogle sunde og lækre muskler nogle af de der mænd har….)  Og så er de så smilende, umiddelbare og glade. Jeg elsker deres uskyldige nysgerrighed der får dem til at stoppe op og glo uhæmmet på en uden så meget som at blinke og føle skam over at stå der og kigge. I Indien følte jeg det meget grænseoverskridende og irriterende, men her er det på en måde anderledes og jeg syns bare det er hyggeligt og sjovt at snakke lidt med dem. Dem som er så heldige at have mobil med kamera i eller rigtig rigtig heldige at have et kamera får for det meste samlet mod nok til at spørge om de må tage et billede. Jeg har ikke tal på hvor mange billeder jeg er med på indtil nu, men det er rigtig rigtig mange og helst skal hele gruppen have et billede med dem hver så det render meget hurtigt op. ;)

Nå men tilbage til båden, hvor vi skifter helt ned i 1-gear og bare chiller, læser, snakker og ikke mindst spiser det mest vidunderlige mad som bliver serveret af et crew der bare er tip top. Alle mænd selvfølgelig, skønne flinke mænd der vil gøre alt for at vi har det godt. Jeg døber hurtigt den yngste ”smiley” han har det smukkeste smil der sender lys helt op i hans brune kønne øjne og breder sig til hele ansigtet. Man kan simpelthen ikke andet end at smile tilbage når han først går i gang. Så er der Lablo som får navnet ”Lovely Lablo” han er den som ror vores lille båd nærmest lydløst igennem de små kanaler når vi er ude for at kigge efter dyr, hans ansigt er altid fredeligt og dejlig roligt at kigge på. Kahmar servere vores mad og kommer gladelig rundt på hele båden for at finde os når det skal indtages. Hele vores crew er på 9 personer og de er alle skønne, desværre snakker de ikke meget engelsk, men vi har så meget tid ombord at tegnsprog og ansigtsudtryk sagtens kan bruges. En af de sidste dage ombord gik jeg ned i kabyssen for at snuse lidt rundt, jeg endte med at hjælpe lidt i køkkenet og få lagt sengetøj på en masse dyner, de syntes det var herligt at jeg var der og grinede det meste af tiden.

Jeg tror de fleste turister der ender helt herude er endt her med et ønske om at se en Tiger, men de fleste af os ved nok også godt er det er nær umuligt at det faktisk sker. Så Søren og jeg havde da også snakket om at det kunne være noget så fedt, men vi ville også være godt tilfredse med nogle rådyr, krokodiller og om muligt en enkelt ”Ganges River Dolphin” som er en lang snudet delfin der kun findes i floderne her og i Indien. Delfiner så vi hurtigt, eller her skal jeg nok skrive JEG, for hver gang jeg så en hvilket jeg faktisk gjorde en del gange så var de væk inden de andre nåede at se dem. Eller også var de slet ikke stået op, so den morgen kl.05 hvor jeg sad på fordækket med solens første stråler og pludselig 3-4 delfiner svømmende ved siden af båden…. 2 gange er jeg sikker på det var en Ganges delfin, for den sprang helt op af vandet og jeg kunne tydeligt se dens karakteristiske snude. Søren døbte den hurtigt Lock Ness Delfinen, for han så den aldrig og var sikker på den måtte være i familie med Lock Ness monstret importeret direkte fra søen i Skotland. Den her tiger som efter sigende skulle regere her så vi de første tegn på i skovbunden på en gåtur om eftermiddagen. Vi grinte lidt af at vi skulle have hele 2 park rangers med rifler med os på turen, en foran og en bagved.

 Vi skulle sørge for at gå tæt sammen og ikke overhale eller sakke bagud fra de to rangers. Jeg var på intet tidspunkt bange og selv da vi så tiger aftryk i mudderet blev jeg ikke nervøs. Faktisk var jeg en smule skeptisk og havde en lille mistanke om at de havde lavet fodsporene inden vi kom..! HVIS jeg nu havde vidst at jeg næste morgen på en ganske fantastisk stille sejltur i solens første stråler, faktisk ville ende med at stå med tåre i øjnene, gåsehud og lysten til at skrige højt af glæde fordi der LIGE DER foran mig svømmede en Royal Bengal Tiger over floden, ja så havde jeg nok holdt mig en del tættere på en af mændene med de store rifler..!!

Det var et af de øjeblikke i ens liv man nok aldrig helt kan fatte. Vi var så umådelig heldige lige at komme ned af floden på det helt rigtige tidspunkt. 1 minut før og tigerne havde helt sikkert vendt om inden vi havde set den ved bredden, 1 minut senere ville den allerede have været ovre på den anden siden og inde i krattet hvor vi på ingen måde ville have kunnet se den. Den svømmede majestætisk over floden i et faktisk ret hurtigt tempo, vi var alle helt oppe og køre, hoppede lydløst rundt på båden og lavede de vildeste ansigts udtryk. Da han kom over på den anden side kunne vi høre hans brøl længe efter, uha det var en uhyggelig men samtidig fascinerende lyd.  Vores guide fortalte at han har arbejdet på den her tur i 4 år og kun 1 gang før har han set en tigers ryg inden i noget krat. Jeg fik taget et par billeder men de var elendige opdagede jeg bagefter. (nok fordi jeg rystede som et espeløv) Det viste sig at ingen af os rigtig fik et ordentligt foto af ham, men hvad gør det… Vi så en tiger i hans helt rette element og det vil for altid være printet i min hukommelse

 

The end of the world...

Der findes altså åbenbart stadig steder hvor små fantastisk smukke brune unger drøner rundt uden en trævl på kroppen. Velkommen til St.Martins island den aller sydligste spids af Bangladesh.

Det har været noget af en lang tur hertil.. fly, bus og færge.. Men nu er jeg her og sikke et paradis. Der findes ingen biler på øen, men små ombyggede cykler som fungerer som udmærkede transportmiddel. Det nød jeg godt af med det samme, for med en rygsæk på ryggen i 36 graders varme så er det jo nærmest umenneskeligt at skulle gå i 30 min, distancen til mit hotel fortæller ham den unge fyr som er kommet for at hente mig. Vi hopper op bag på en cykel og først da vi er kommet op ser jeg at det er en ung knægt der skal cykle os. Han er ikke mere end 10 tror jeg, hans ben er stadig en smule for korte så han må tage et lille fint hop for hver gang han træder ned i pedalerne. Min samvittighed er sort som kul da vi kommer frem, så jeg stikker hurtigt 100 taka ned i hans hånd, jeg ved godt det er alt alt for meget, men min samvittighed bliver en smule lysere og drengen har tjent et par dages løn på 10 min.. Alt er godt.!

Hvis jeg syntes at folk gloede meget i Cox Bazar så er det absolut ingen ting i forhold til hvad de gør her. Jeg ved ikke hvor mange turister der kommer her, men det kan ikke være noget af betydning (eller også ser jeg bare meget meget underlig ud?) ALLE glor, kvinderne sådan lidt diskret, mændene er noget mere kække og spørger straks ”your country.?” Men det sjoveste er børnene, mange af dem kommer løbende efter mig og råber Hallo, goodbye og what’s MY name.? Der er gået lidt kludder i ordene men pyt jeg ved jo hvad de vil.. Så er der de børn der simpelthen er bange for mig, det rygtes hurtig når jeg kommer gående og så springer de for livet ind bag murene, først når jeg er forbi tør de kigge ud igen. Helt tosset bliver det hvis jeg tager mit kamera frem, så flygter de og bliver oprigtig bange kan jeg se. Der er så mange gode motiver, men ligefrem at skræmme livet af ungerne for et billede det er det nu ikke værd.

 

Overalt render der unger rundt, mange af dem komplet nøgne, hvis jeg kunne så ville det helt sikkert også være mit valg. Her er så varmt at det gør ondt. Faktisk så er jeg sikker på det er noget af det varmeste jeg har prøvet, jeg har dyb respekt for de kvinder der går rundt i burka og ja i det hele taget alle kvinderne, for mændene de har det sku godt. De kan gå rundt med et enkelt lille klæde for neden, mens kvinderne er dækket til fra top til tå. Jeg har ikke kunnet finde noget tøj endnu, og selvom jeg ved at der bliver kigget lidt ekstra fordi jeg ikke har skjult mine bryster med et ekstra lag tyk stof og et tørklæde så er jeg sku egentlig ret ligeglad lige nu. Jeg er sikker på jeg ville dø på stedet hvis jeg skulle have mere tøj på. Jeg holder mig dog fra at gå i vandet, selvom en dukkert trækker helt ubeskriveligt.

Jeg er kommet hertil fordi jeg har læst at det er det eneste sted man kan dykke i Bangladesh. Det er også rigtig siger den lokale restaurant ejer, men dem der har den lille biks hvor det hele sker, er ikke på øen før til december. PIS OG LORT..! Jeg ville så gerne have tilføjet Bangladesh til tossede lande jeg har dykket i. Lidt ærgerlig (nej faktisk meget ærgerlig) går jeg ned på stranden for at kigge på en masse mænd der er ved at skubbe en båd i vandet. Mens jeg står og tager et par billeder af dem kommer en af fyrene hen til mig. Nå så starter vi igen tænker jeg… Og ja han spørger selvfølgelig om hvor jeg er fra, om jeg er på et projekt, næh jeg er bare mig selv og på ferie. De er han og hans 4 venner også fortæller han. De bor til daglig i Dhaka, men har ferie som de fleste andre Bengali folk for tiden. De 4 andre gutter støder til og de er faktisk helt cool alle sammen, så vi aftaler at mødes senere.

Jeg har det helt fint med at skulle mødes med dem, min intuition har indtil videre ikke svigtet mig når det handler om hvem jeg vælger at bruge mere tid på end bare et hej. Jeg har gennem mine rejser oplevet rigtig mange gode og spændende ting ved at følge min intuition, så den får lov at bestemme igen. De bor faktisk ikke så langt fra mit hotel nede ved stranden. Vi bruger hele formiddagen sammen, de er vildt hyggelige og ikke på nogen måde anmassende. Nede på stranden drøner de rundt som unge teenager og kaster med sand, begraver hinanden og hopper over bølger. Det er nemt at se at det ikke er hver dag de kommer til stranden. Ude i vandet råber og kalder de på mig, men jeg kan jo ikke hoppe i vandet som pige..??!! Jo det mener de nu ikke der er noget i vejen for så jeg hopper i det kølende vand, selvfølgelig med alt tøjet på.. Skønt..! Her bliver vi den næste time.

 

Desværre skal de hjem med færgen i dag, så om eftermiddagen følger jeg mine nye venner til havnen, inden afgang når jeg lige et lyn kursus i at spise med fingrene for frokost skal der jo også til. Det går ikke vildt godt og de lover at øve med mig i Dhaka når vi ses igen. Jeg har 3 dage der og de har lovet at vise mig rundt. Jeg skal bare ringe fra det simkort som jeg lige har fået af en af gutterne og så kommer de og henter mig.

På vej til færgen fortæller Shamim at jeg skal passe på mig selv, for ikke alle folk her i Bangladesh er flinke.. Jeg er glad for jeg stødte ind i 5 af den flinke slags.

Har du fået glosuppe med kigboller...

Sister coffee.? Sister you buy.? Sister you want speedboat.? Sister you alone.? Sister your name.? Sister, sister sister………. Jeg har vovet mig udenfor mit hotel værelse I Cox Bazar og ned på “verdens længste strand” som de siger det er.?! Ja det ved jeg altså ikke om er rigtigt, men lang det er den i hvert fald. Jeg kunne få et rigtig godt kig på den fra flyet jeg fløj med fra Dhaka, et fly fyldt med Bengali-folk, ikke en eneste udlænding udover mig. Damen som sad ved siden af mig var på vej på ferie med hendes mand og deres 2 døtre. Da hun hørte at jeg var turist og ikke på arbejde måbede hun, men da hun så hørte at jeg var alene og ikke havde booket noget hotel ja så vendte hun sig straks om til manden og fik sat ham på sagen. Manden og hende selv var læger, så de havde vist lidt kontakter i byen og med det samme vi landede ringede han op og fik i løbet af 2 min et værelse på et ret nice hotel til speciel pris til mig. Ikke nok med det så tog de mig også med i deres private bil som stod klar til at hente dem og satte mig af ved mit hotel.

 

Men tilbage til stranden hvor jeg gik mig en rigtig lang tur langs med vandet, der var så mange mennesker her og alle var fra andre steder i Bangladesh. Cox er deres mest populære ferie sted og mange holder fri lige nu fordi der lige har været EID-festival. Alle gloede på mig og de modige af slagsen kom helt hen og spurgte som det første: ”Which country maa’m.? Og næste: You alone.? Det er faktisk meget sjovt, de er jo bare nysgerrige så jeg griner lidt og siger for 20 gang” Denmark” og ”yes alone”

Så skal der tages billeder og nej det er ikke mig der tager af dem, det er de andre, først med en fyr så med hans ven så med en anden ven og til sidst med dem alle sammen. Nogen er ikke så modig så de nøjes med ”diskret” at løfte deres mobil og tage et hurtigt foto. Nogen er endda så opfindsomme at gøre som om der skal tages billeder af noget helt andet og så får de lige lusket det rundt så jeg kommer i billedet i stedet. Det er ret sjovt at se på, et par gange hopper jeg hen ved siden af konerne og smiler, så får de i det mindste et ordentligt billede.

 

Efter et par timer på stranden er det nu alligevel ved at blive lidt for meget, jeg prøvede at sætte mig stille ned og nyde havet, men der gik mindre end 1 minut så var jeg omringet af mænd. Det var til gengæld ikke særlig fedt og i hvert fald overhovedet ikke afslappende. Så mig hjem på hotellet og gemme mig lidt. Jeg gemte mig faktisk så meget at aftensmaden blev indtaget på hotellet. Jeg orkede bare ikke at skulle sidde og spise mens 20 mænd kigger på.

Jeg er ved at begynde at fatte at der bare IKKE er nogen turister af betydning her i landet, jeg har kun mødt smil og hjælpsomhed indtil videre. Især når de finder ud af at jeg er alene… HELT ALENE..! Så vil hjælpen ingen ende tage, for jeg kan da ikke sådan drøne rundt i Bangladesh helt alene pige.. Det beviser hotel personalet også til fulde de sørge for at booke færge til St. Martins hvor jeg vil til i morgen, de køber busbillet til mig og finder et hotel på øen til en ok pris. Alt det er jeg super taknemlig for. Hvad jeg så måske ikke syns er så fedt er at jeg på en aften blev ringet op af receptionen 4 gange, de skulle bare lige høre om alt var i orden. 2 gange blev der banket på min dør for lige at tjekke og kl.22,30 blev der så lige banket en sidste gang..! Okay der var min tålmodighed brugt helt op og jeg flåede døren op. .. ”WHAT.??!!”Udenfor stod en sød ung fyr og så noget forskrækket ud.. Han ville bare være så sød at sprøjte mit værelse mod myg inden jeg skulle sove. Øhh tak sagde jeg flovt og lukkede ham ind.

 

Bangladesh.. Jo hvorfor ikke..

Ring, ring, ring....

 Lyden af cykel ringklokker er mere eller mindre det eneste jeg kan høre på gaden neden for mit hotelværelse. Det er faktisk en helt rar lyd i forhold til den evige dytten i Kathmandus travle gader.  Et af mine første indtryk er: Rickshaws mange mange rickshaws. Flotte og smukt dekoreret med en (for det meste) ret tynd og ret ung kampsvedende mand bag pedalerne, der langsomt men sikkert cykler gennem gaderne med 1,2, 3 ja nogen gange 4 personer siddende bagi.

 

 Jeg ligger under mit lagen på et hotel midt i den fine del af Dhaka, Bangladesh.. Gulshan.. Det er ikke med min gode vilje at jeg er indlogeret her til $ 80 pr nat…! Jeg ankom ret sent med fly fra Nepal og det første jeg skulle var at få booket en tur til Sundarbans. Tænkte det ikke kunne tage så længe, men der fik jeg så min første time i Bangladesh-forhold. Her tager ALTING tid. Nå men efter hjælp fra et par unge piger fra Europa, der bor her sammen med deres mænd, fandt vi endelig Guide tours som jeg vil booke min tur ved.

De havde været så søde at tage mig med fra lufthavnen i deres taxi, de blev meget overrasket over at jeg var turist og så endda en pige helt alene..?!! Hvad vil du dog her i Bangladesh.? Her kommer jo ingen turister..? Hmm jammen jeg vil gerne se landet og lære en smule om de folk der bor her. De rystede noget på hovedet, men var da så søde at fortælle mig lidt om skik og brug her i landet, bare for at forberede mig lidt. Kunne hurtig tyde at noget af det første jeg skal er at få købt en ny garderobe.

Det tog mig 1½ time at få booket en speciel tur på 5 dage i Sundarbans og hele vejen tilbage til Dhaka i båd. 2 pladser for Søren, som er en fyr jeg har lært at kende gennem De berejstes klub, kommer over og holder mig med selskab den sidste uge af ferien. Han er nemlig også for tiden i Nepal og har lidt ferie inden han tager et nyt hold danskere med ud og trekke. Se nu var det jo så blevet meget meget mørkt udenfor og jeg havde ikke booket noget hotel, heldigvis var fyren ved Guide tours så sød at få mig indlogeret på et hotel i nærheden. Et hotel i den ret dyre ende, men så kan det være du kan lære det Tanja – Book inden du ankommer..!

 

Når man bliver en smule doven..

Bloggen har levet sit eget stille liv et stykke tid (læs: LANG TID), mens mit liv bare fortsat er drønet derud af i fuld fart. Der har været en masse oplevelser som bestemt gør sig fortjent til et blog indlæg, det er ikke sket for jeg har åbenbart haft mine tanker helt andre steder. Jeg skriver når humøret og tiden er til det, nogen gange mange, andre gange få indlæg med store pauser imellem, sådan må det være for jeg vægter trods alt virkelighedens oplevelser højere..!

Så godt som i sidste uge sad jeg og snakkede med en mand om alle vores oplevelser ude i den store verden. Jeg elsker at fortælle om alle de sjove, underlige, vandvittige, farlige og fantastiske oplevelser jeg har haft på mine ture og jeg blev for gud ved hvilken gang opfordret til at skrive en bog….! Mange har sagt det til mig men jeg er bare ikke god til det der med at skrive. Jeg skal helst have et publikum at fortælle til, nogen jeg ved, har lyst til at lytte til hvad jeg fortæller. Hvor jeg kan se reaktioner, ansigtsudtryk og ikke mindst grine højlydt med dem bagefter. Det der med at skrive kommer ikke naturligt til mig, så jeg tror en bog har lange udsigter hvis jeg selv skal udfører projektet – Og det skal jeg vel…

Derfor var det også at jeg i sin tid tænkte jeg kunne starte en blog, så især min familie og ikke mindst venner kunne følge bare lidt med i hvad jeg foretager mig. God ide Tanja.!! Men hvad skete der.!!?? Den ender med at ligge stille hen efter nogle måneders ivrig skrivning.  Typisk mig….!

Nu sidder jeg så her på et hotelværelse i Pokhara, Nepal og har 3 timer inden mit fly afgår mod Kathmandu. Solen skinner og jeg har udsigt til Peace pagoden på den anden side af Fewa søen.

Og lige nu… Lige nu har jeg faktisk lyst til at skrive igen, jeg lover intet, men måske kommer der nogle flere indlæg inden for nærmeste fremtid.  ;0