Og så forsvandt verden.....

Det er ikke tit min hjerne får lov til at slå fra.. Simpelthen bare slappe fuldstændig af uden så meget som at tænke på noget som helst.. Men det er lige sket.. Shirodhara massage er ordet, det er hvad der fik mig til at forlade verden for en stund og bare være I mig selv, slappe så meget af at jeg næsten glemte hvor jeg var og faktisk næsten faldt i søvn, mens varm duftende olie flød ned over min pande gennem mit hår og med stille dryp endte i en kobber gryde under mig. Sikken en fantastisk og helt ubeskrivelig følelse det er at ligge der med hovedet let bøjet bagud og bare mærke den blide stråle at olie i en lind strøm i mit ansigt, mens en pige blidt og helt uden at røre fordeler den varme stråle fra side til side.

Jeg var noget spændt på hvad der ventede mig da jeg trådte ind i Tranquility Spa i Pokhara. I deres brochure havde de reklameret med den her specielle form for afslappende terapi med varm olie. Det lød så mærkelig at jeg bare måtte finde ud af hvad DET nu var for noget..! Først en gang skøn massage, en af de bedre jeg har fået i lang lang tid. Så ind i et rum med en stor kobber tragt hængende ned fra loftet. Her skulle mit 3-øje (punktet lige midt mellem øjnene) placeres under det lille hul, så blev mine to naturlige og en smule sarte øjne dækket af blødt bomuld og lige stå stille kom olien strømmende. Først kun ganske lunt, men efterhånden som mit ansigt vænnede sig til olien blev det varmere og varmere.

Og så var det pludselig at min hjerne forsvandt… Sammen med den dejlige varme olie røg tankerne gennem mit hår og fladt som små dråber ned ned ned……

 I 30 min var der ro, i 30 skønne minutter tænkte jeg på absolut INTET.. Tænkte ikke på hvad jeg skulle senere med min gruppe af 32 gæster, på alt det jeg skal læse op på, tænkte ikke på alle dem jeg savner hver dag, ingen udregninger i måneder og dage for at få alt det jeg gerne vil til at flaske sig. Ja selv alle mine fantastiske dejlige drømme og ideer om alt det jeg ønsker at opleve og forstå rundt i vores store verden var væk. Hold da op hvor var det en fed oplevelse.

 

Nu er jeg tilbage på mit hotel og min hjerne er tilbage hvor den hører til, mine drømme, mine bekymringer, mine skøre og spændende ideer, mit savn og hvad der ellers drøner rundt derinde er alt sammen vendt tilbage. Og det glæder mig nu, for jeg kan faktisk godt lide alt der foregår derinde. Det er jo præcis alle de tanker der skaber det liv jeg har i dag, det liv der gør at jeg i bund og grund er et meget lykkeligt menneske.

 

 

Wild tiger...

I Bangladesh (og Indien) findes verdens største sammenhængende mangroveskov, The Sundarbans. Jeg kunne selvfølgelig ikke rigtig tage helt hertil uden at besøge den og kigge på alle de fantastiske dyr der findes der. Den utrolig smukke men desværre også ret så truet Royal Bengal Tiger bor her også, der er omkring 440 tigere tilbage i den her del. Hvilket faktisk er den største bestand af de lande den findes i, som bla også er både Indien og Nepal. Men i en skov der er 5770 km² stor så er 440 tigere jo nærmest ingen ting, og jeg satte med vilje ikke mine forhåbninger alt for højt. Men helt ærlig hvem ville ikke gerne være så drøn heldig at få lov at se en tiger lige der midt i skoven ude i det fri.?!!

Søren som er en fyr jeg har mødt i De berejstes klub er også i Nepal for tiden for at lede vandreture, han valgte at bruge sine fridage sammen med mig på en 5 dages tur til Sundarbans. Vi mødtes i lufthavnen den dag jeg fløj fra Cox bazar og tog derefter direkte ind for at hente vores billet i Dhaka, og begive os med natbus til Khulna hvor vores tur skulle starte fra. 

Tidligt næste morgen ankom vi og selvom vi egentlig første skulle have været på båden om aftenen gav de os lov til at komme ombord med det samme. Den fine båd kunne have 20 personer ombord, men ved afgang var vi kun 6.. Hold op hvor luksus.! Det var helt underligt at se andre turister, Tom og Jackey var sådan rigtige turister og så havde vi Tonima og Talha med som var et lokalt par fra Dhaka. Af sted det gik mod Sundarbans, ned af store floder med små idylliske landsbyer ved flodbredden, mænd der fiskede fra deres små både med net der bestemt havde set bedre dage.

 Drenge der hujede og vinkede når de så os og piger der diskret så til. Selvom Bangladesh er et af verdens fattigste lande med en befolkning på over 158 millioner mennesker så har jeg indtil videre ikke set sådan rigtig stor elendighed. Jeg ved den er der, og det er da bestemt heller ikke alle deres huse der ville kunne modstå storm og oversvømmelse, men ungerne ser generelt sunde og velnærede ud, kvinder og især mændene ser stærke og pæne ud. (uha nogle sunde og lækre muskler nogle af de der mænd har….)  Og så er de så smilende, umiddelbare og glade. Jeg elsker deres uskyldige nysgerrighed der får dem til at stoppe op og glo uhæmmet på en uden så meget som at blinke og føle skam over at stå der og kigge. I Indien følte jeg det meget grænseoverskridende og irriterende, men her er det på en måde anderledes og jeg syns bare det er hyggeligt og sjovt at snakke lidt med dem. Dem som er så heldige at have mobil med kamera i eller rigtig rigtig heldige at have et kamera får for det meste samlet mod nok til at spørge om de må tage et billede. Jeg har ikke tal på hvor mange billeder jeg er med på indtil nu, men det er rigtig rigtig mange og helst skal hele gruppen have et billede med dem hver så det render meget hurtigt op. ;)

Nå men tilbage til båden, hvor vi skifter helt ned i 1-gear og bare chiller, læser, snakker og ikke mindst spiser det mest vidunderlige mad som bliver serveret af et crew der bare er tip top. Alle mænd selvfølgelig, skønne flinke mænd der vil gøre alt for at vi har det godt. Jeg døber hurtigt den yngste ”smiley” han har det smukkeste smil der sender lys helt op i hans brune kønne øjne og breder sig til hele ansigtet. Man kan simpelthen ikke andet end at smile tilbage når han først går i gang. Så er der Lablo som får navnet ”Lovely Lablo” han er den som ror vores lille båd nærmest lydløst igennem de små kanaler når vi er ude for at kigge efter dyr, hans ansigt er altid fredeligt og dejlig roligt at kigge på. Kahmar servere vores mad og kommer gladelig rundt på hele båden for at finde os når det skal indtages. Hele vores crew er på 9 personer og de er alle skønne, desværre snakker de ikke meget engelsk, men vi har så meget tid ombord at tegnsprog og ansigtsudtryk sagtens kan bruges. En af de sidste dage ombord gik jeg ned i kabyssen for at snuse lidt rundt, jeg endte med at hjælpe lidt i køkkenet og få lagt sengetøj på en masse dyner, de syntes det var herligt at jeg var der og grinede det meste af tiden.

Jeg tror de fleste turister der ender helt herude er endt her med et ønske om at se en Tiger, men de fleste af os ved nok også godt er det er nær umuligt at det faktisk sker. Så Søren og jeg havde da også snakket om at det kunne være noget så fedt, men vi ville også være godt tilfredse med nogle rådyr, krokodiller og om muligt en enkelt ”Ganges River Dolphin” som er en lang snudet delfin der kun findes i floderne her og i Indien. Delfiner så vi hurtigt, eller her skal jeg nok skrive JEG, for hver gang jeg så en hvilket jeg faktisk gjorde en del gange så var de væk inden de andre nåede at se dem. Eller også var de slet ikke stået op, so den morgen kl.05 hvor jeg sad på fordækket med solens første stråler og pludselig 3-4 delfiner svømmende ved siden af båden…. 2 gange er jeg sikker på det var en Ganges delfin, for den sprang helt op af vandet og jeg kunne tydeligt se dens karakteristiske snude. Søren døbte den hurtigt Lock Ness Delfinen, for han så den aldrig og var sikker på den måtte være i familie med Lock Ness monstret importeret direkte fra søen i Skotland. Den her tiger som efter sigende skulle regere her så vi de første tegn på i skovbunden på en gåtur om eftermiddagen. Vi grinte lidt af at vi skulle have hele 2 park rangers med rifler med os på turen, en foran og en bagved.

 Vi skulle sørge for at gå tæt sammen og ikke overhale eller sakke bagud fra de to rangers. Jeg var på intet tidspunkt bange og selv da vi så tiger aftryk i mudderet blev jeg ikke nervøs. Faktisk var jeg en smule skeptisk og havde en lille mistanke om at de havde lavet fodsporene inden vi kom..! HVIS jeg nu havde vidst at jeg næste morgen på en ganske fantastisk stille sejltur i solens første stråler, faktisk ville ende med at stå med tåre i øjnene, gåsehud og lysten til at skrige højt af glæde fordi der LIGE DER foran mig svømmede en Royal Bengal Tiger over floden, ja så havde jeg nok holdt mig en del tættere på en af mændene med de store rifler..!!

Det var et af de øjeblikke i ens liv man nok aldrig helt kan fatte. Vi var så umådelig heldige lige at komme ned af floden på det helt rigtige tidspunkt. 1 minut før og tigerne havde helt sikkert vendt om inden vi havde set den ved bredden, 1 minut senere ville den allerede have været ovre på den anden siden og inde i krattet hvor vi på ingen måde ville have kunnet se den. Den svømmede majestætisk over floden i et faktisk ret hurtigt tempo, vi var alle helt oppe og køre, hoppede lydløst rundt på båden og lavede de vildeste ansigts udtryk. Da han kom over på den anden side kunne vi høre hans brøl længe efter, uha det var en uhyggelig men samtidig fascinerende lyd.  Vores guide fortalte at han har arbejdet på den her tur i 4 år og kun 1 gang før har han set en tigers ryg inden i noget krat. Jeg fik taget et par billeder men de var elendige opdagede jeg bagefter. (nok fordi jeg rystede som et espeløv) Det viste sig at ingen af os rigtig fik et ordentligt foto af ham, men hvad gør det… Vi så en tiger i hans helt rette element og det vil for altid være printet i min hukommelse