Rastløshed...

Jeg pakker.. Ja jeg ved det er alt for tidlig, der er over en måned til jeg skal flytte men jeg er så rastløs at jeg snart ikke kan holde det ud mere. Denne venten er begyndt at gå mig på, der skal ske noget og det kan kun gå for langsomt efterhånden.

Dog er det nu også lidt fedt at have tiden til at få ryddet op i kælderen, i gamle kasser og poser der har ligget dernede siden jeg flyttede ind. Hvorfor mon man gemmer alle disse ting.? Mange af dem har jeg ikke haft oppe i årevis men alligevel kan jeg ikke få mig selv til at smide det ud. 
I kassen jeg just har hentet op ligger der øverst en bastmåtte, den er fra Tonga. Jeg købte den på marked i Tongatapu den sidste dag jeg var der. En af de ting jeg bare måtte have med hjem, jeg havde jo hele ugen siddet på måtter af samme type når jeg spiste morgenmad. Det var også sådan en måtte jeg så på mange mænd, som pynt da jeg var til fest i den lille landsby jeg boede i på Ha'apai.
Jeg var lige ankommet med fly fra hovedøen, havde fundet mig et lille værelse hos en lokal familie, hvor jeg satte min rygsæk. Det var tid til at udforske den lille landsby, jeg fandt dog hurtig ud af at der ikke var meget at udforske. 2 veje af sand var hvad der var på langs af øen og på tværs var der vel en snes stykker. Ikke meget men om ikke andet så var det umuligt at farer vildt. Jeg gik ud af den bredeste vej, hvor der på de små bambus hegn hang stykker af stof i røde og hvide farver, det så lidt rodet ud, og det var egentlig svært at se om det var noget der altid hang der eller om der var pyntet op til noget.?!

Dagen efter fandt jeg ud af at der skulle være fest, det viste sig at de røde/hvide stykker stof og balloner, som nu også var hængt op, var en del af udsmykningen. Landsbyen holdt fest for sig selv, de fejrede at de havde rydde op i gaderne i flere dage..!

Jeg fulgte lyden af sang og hvin og fandt en gammelt faldefærdig bygning lidt udenfor landsbyen, der var ingen vinduer i hullerne hvor de skulle have siddet og ud strømmede den skønneste sang. Jeg fik gåsehud og måtte simpelthen hen for at kigge. Jeg stillede mig i døråbningen, det store rum var fyldt med mænd, kvinder og børn der løb rundt mellem bordene. Alle både mænd og kvinder var klædt i traditionel festdragt, som er skørter af bast i smukkeste stil.

Mens jeg stod og kiggede kom en ung pige ud midt på gulvet, hun var smukt klædt på med bastskørt og pynt af kokosnødder og muslingeskaler, hendes arme og overkrop glinsede af olie. Den smukke sang begyndte igen, pigens hofter vuggede fra side til side og med hænderne lave hun smukke eksotiske fagter, snart var hun omgivet af damer og børn der satte pengesedler fast på den olierede krop. Jeg forstod at det var en slags indsamling, tænk hvis vi lavede indsamlinger som disse.. Mon ikke vi ville ende med en pæn sum.?

Jeg fik ikke lov til at stå længe i døren før nogle af de lokale ville have mig med ind i rummet. Først var jeg lidt afvigende, jeg ville jo ikke trænge mig på, men det kunne der ikke være tale om, ind skulle jeg.

I rummet var der en masse lange borde og plasticstole, på bordene stod der i massevis af mad pakket ind i cellofan, Coca Cola og Fanta kunne man ihvertfald købe her på øen, for der var i litervis af flasker overalt. Jeg blev trukket op på en lille scene hvor der også stod et langt bord. Her skulle jeg sidde fik jeg afvide. Det viste sig at være hovedbordet hvor de vigtigste personer fra landbyen sad. Inden maden kunne indtages skulle der holdes taler. MANGE TALER..! Jeg forstod jo selvfølgelig intet, men det var spændende alligevel og der var jo en masse folk at kigge på og smile til, for jeg blev bestemt studeret lige så meget som jeg studerede dem.

Efter en time eller mere blev det tid til at spise, jeg fik placeret en paptallerken foran mig og inden jeg fik set mig om var der en 3-4 hænder der læssede mad op på den. Jeg vidste ikke hvad noget af det var, men det så spændende ud, jeg tænkte et split sekundt på min sarte europæiske mave og gik så ellers i gang med at spise med fingrene. Jeg har spist med fingrende før, men er bare ikke særlig god til det, så det lignede hurtigt en slagmark omkring min tallerken. Det meste smagte rigtig godt, men der var især nogle boller af ukendt masse som jeg simpelthen måtte lade ligge, de voksede i munden på mig og ville under ingen omstændigheder ned igennem halsen.

Det gik hurtig med at spise, jeg tror sangen, dansen og alle de mange taler havde gjort folk hundesultne og i løbet af en halv time var der faktisk ikke mere mad på bordene. Så gik det stærkt.. Fade blev samlet sammen, stole stablet, børn kaldt ind fra vejen og vupit så forsvandt folk hjem i deres hytter.

Jeg stod der på vejen, mæt af alt den skønne mad og mættet af indtryk fra en aften som udviklede sig fra en simpel gåtur til en fest jeg aldrig ville glemme.

Bast skørterne/måtterne så jeg også senere brugt i kirken og til en begravelse, så da jeg stod der på markedet i Tongatapu og kiggede på denne måtte, blev jeg nødt til at have en med hjem.

At den så aldrig har været rullet uden siden den dag og har ligget i min kælder de sidste 3 år, ja det er jo en hele anden side af sagen..!